Bandekrigen: Uskyldige ofre i skudlinjen


Tre gange på fem dage - og fem gange siden januar er der skudt på tilsyneladende uskyldige og tilfældige ofre under bandekrigen

Bandekrigen har taget en uhyggelig drejning, hvor tilsyneladende helt uskyldige ofre kommer direkte i skudlinjen.

Tre gange på kun fem dage og fem gange siden januar er tilfældige mennesker blevet beskudt fra biler i drive-by skyderier, men alle er mirakuløst sluppet med livet i behold.

Vildfarne kugle har ramt biler og vinduer, hvor andre uskyldige mennesker også risikerede at blive ramt.

Alene mandag var der tre skyderier i Københavns-omådet. I Bagsværd ved et pizzeria, i Hvidovre blev Bandidos klubhus for anden gang beskudt og i aftes blev en 23-årig mand ramt af skud i overkroppen i Brønshøj.

Læs også To udbrændte biler fundet - sættes i forbindelse med bandeskyderier

Politiet ser en tendes til, at banderne er går efter folk, der måske bare har en perifer forbindelse til 'modstanderne':

Går efter medløberne
- Det er sværere for de rivaliserende bander at få ram på dem, der er toneangivende i de andre grupper. Det er nemmere med medløberne.

Det er et stort problem, at mange er ligeglade med, hvem de rammer, og det gør det yderst vanskeligt. Men det kan jo ikke passe, at man ikke skal kunne bo i et område og kende nogle mennesker, uden at man bliver skudt på, siger Lau Thygesen, chef for afdelingen for Organiseret Kriminalitet i København.

- Det er rigtig svært at definere, hvornår folk er uskyldige, og hvornår de er en del af konflikt. I flere af tilfældende kan vi hverken udelukke eller bekræfte, om personen på den ene eller anden måde har tilknytning til en bandegruppering, siger Lau Thygesen.
- Til tider er der tale om folk, der ikke er medlemmer af en bande, men som ofte bliver antruffet i selskab med bandemedlemmer, siger han.

17-årig måske forvekslet med bandemedlem
Mandagens første skyderi gik ud over en 17-årig, som politiet ikke kender som banderelateret. Alt tyder på, at han var et tilfældigt offer - og blev forvekslet med et bandemedlem, som det er sket flere gange før under den eskalerende bandekrig.

Den 17-årige var ved 15-tiden på ’Triumf pizza & grill’ på Triumfvej 41 i Bagsværd, og da han stod på gaden foran pizzeriaet og drak det sidste af sin vand, kørte en sort Citroén C 3 op foran ham. Bagruden blev rullet ned og der blev affyret fire skud mod ham.

Han blev ikke ramt, men tre skud ramte en parkeret Peugeot, der fik skud gennem køleren, sideruden og bagruden. Et skud gik gennem vinduet til pizzeriaet.

Læs også: Politiinspektør: Det tager år at stoppe banderne

Politiet fik alarmen kl. 15.21, og kl. 15.29 blev flugtbilen fundet brændende i en tunnel under Gladsaxe Møllevej.

Gerningsmændene blev samlet op i sort Mercedes 300D med lille hækspoiler, en årgang 1992, med nummeret AD 59 258, som politiet søger oplysninger om.

En 21-årig mand blev anholdt for skyderiet, og i går fængslet for fire uger, sigtet for drabsforsøg og brandstiftelse. Han nægter.

Politiet vil også gerne have oplysninger om den første flugtbil. Den sorte Citroén var en årgang 2012 med nummerpladsen JF 26 646. Bilen blev stjålet helt tilbage i oktober sidste år i Ringsted.

Uskyldige i skudlinjen
I lørdags var en 28-årig familiefar tæt på at blive dræbt under et bandeskyderi i Værebroparken i Bagsværd. Han kom kørende i sin bil, der har to børnesæder, da der blev åbnet ild mod ham fra en VW Touran.

Den 28-årige er ikke kendt i bandemiljøet, og han er først for nylig flyttet til Værebro. Han blev ramt af et skud i den ene arm.

Gerningsmændene flygtede og brændte bilen af på Selsøvej i Vanløse.
I onsdags blev en 27-årig mand, der heller ikke er kendt i bandesammenhæng, beskudt på Runebergs Allé i Søborg, da han var ude for at lufte sin mors hund. Han gik på fortovet, da en stjålet Toyota Corolla kørte op på siden af ham, og der blev affyret seks skud. Han sprang i dækning i en villahave.

Et skud ramte gennem sideruden til en kørende bil uden at ramme bilisten, og et skud gik gennem et køkkenvindue til et hus.

Brænder biler samme sted
Corollaen blev kort efter brændt af på Nøkkerosevej ved Emdrupvej i Københavns NV-kvarter. Samme sted hvor gerningsmændene til drabet på 19-årige Jonathan Taboryski den 11. januar i Høje Gladsaxe også brændte flugtbilen af.

Den 9. marts blev en 26-årig mand, der ikke er kendt for banderelationer, beskudt på Birkerød Hovedgade, da han kom gående kl. 00.56. En hvid bil kørte op til ham og standsede.

Bagsædepassagereren steg ud og skød mindst syv skud mod den 26-årige, der løb og undgik skuddene. Kugler ramte en husmur og en butik.
Den 9. januar blev en 31-årig lettisk mand også et uskyldigt offer for bandekrigen, da han gik på Værebrovej i Bagsværd. Fra en kørende bil blev der skudt fem gange mod den 31-årige, der blev ramt i benet og foden.

Politichef: Nu er det farligt
Politiinspektør Bent Isager-Nielsen, Københavns Vestegns politi, siger, at bandekonflikten er begyndt at blive farlig for uskyldige, fordi der affyres så mange skud i det offentlige rum.
- Vildfarne kugler rammer jo helt tilfældigt. Vi har set eksempler på, at skud er ramt ind i sagesløse familiers lejligheder og at tilfældige personer er blevet ramt eller har været i skudlinjen, siger han.
- Men bandekonflikten er ikke rettet mod hr. og fru Danmark, og riskoen for at tilfældige bliver ramt er lille, siger Bent Isager-Nielsen.
Københavns Vestegns politi har de seneste måneder beslaglagt mindst 28 skydevåben, senest fandt politiet to skudklare UZI mini-maskinpistoler i en boldklub i Værebro.
- De våben vi finder er moderne pistoler, revolvere og automatvåben og enkelte oversavede jagtgeværer, siger Bent Isager-Nielsen.

Comments