Ny skudepisode: Mand i livsfare


En 30-årig mand er blevet ramt af skud i Ballerup og er alvorligt kvæstet.
Det bekræfter drabschef ved Københavns Vestegns Politi Charlotte Skovby over for bt.dk.
Klokken 19.40 får politiet en melding om, at en 30-årig mand ligger på en parkeringsplads på Baltorpvej i Ballerup.
- Han er i øjeblikket i livsfare, og vi ved ikke, hvordan han er havnet på parkeringspladsen eller, hvem der har skudt ham, siger hun.
Manden er blevet ramt i siden af benet eller lysken. Det er den anden skudepisode på samme aften.Tidligere onsdag aften blev der skudt mod en 28-årig mand i Søborg fra en ældre Toyota Corolla. Men han blev ikke ramt.
Igen gerningsmænd er blevet anholdt efter de to episoder, men Vestegnen har været plaget af bandeopgør de seneste par måneder. Politiet vil dog ikke endnu forholde sig til, om de er en del af bandeopgøret.

Comments