Kilder: Derfor blev 21-årig skudt i Nivå

Motivet var simpel ballade omkring aftenstøj i et nordsjællandsk beboelses-område, da en 21-årig mand i aftes omkring klokken 21.30 blev såret af skud på p-pladsen foran Nivå-centret i Nivå, siger kilder med indsigt i miljøet.

Her spillede en gruppe unge fodbold, da to mænd kom hen til gruppen og fra to våben affyrede 10 til 15 skud mod boldspillerne.
- Vi ved ikke, om skuddene specifikt var rettet mod ham, eller om der blev skudt tilfældigt ind i gruppen, siger Michael Hellensberg, efterforskningsleder, Nordsjællands Politi.

Læs her: Se også: Bande benægter:- Skyderi har ikke noget med os at gøre

Derefter gik gerningsmændene deres vej. Muligvis hen til en bil, de kørte væk i. Vidner hørte i hvert fald en bil starte op og køre væk.

Den 21-årige blev ramt af flere skud og bragt på sygehuset af to kammerater, der dukkede op. Hans tilstand er ikke kritisk, men han har været på operationsbordet.
- Offeret har ikke haft lyst til at snakke med os, siger Hellensberg.

Politiet arbejder på at finde ud af, hvem den unge mand løb og spillede bold med. Den foreløbige antagelse er, at de alle har tilknytning til en eller anden form for bandemiljø. Heller ikke hans kammerater har meldt sig som vidner hos politiet.

Kilder med indsigt i miljøet fortæller til Ekstra Bladet, hvordan der for nogle dage siden var optræk til ballade.

En mand med tilknytning til Bandidos, der bor i området, var træt af larm i området. Han gik derfor ned og konfronterede de larmende.

Disse tog irettesættelsen ilde op – og som hævn orkestrerede de et overfald, der indebar knivstik. Og det ville rockeren ikke godtage. Derfor blev der affyret skud.
- Der er ikke tale om en direkte bandekonflikt, selvom manden er rocker, vurderer en kilde, der af hensyn til egen sikkerhed ønsker anonymitet.
- Det er et personligt opgør, uddyber kilden.

Comments