Danske rockere anholdt for planlagt hævnattentat i Tyskland
To danske mænd med relation til rockergruppen Bandidos er blevet anholdt syd for den danske grænse, mistænkt for at ville dræbe tidligere medlemmer af gruppen. To danske Bandidosrockere og deres svenske kollega er blevet anholdt i Tyskland. Politiet formoder, at rockerne havde planlagt et blodigt bombeangreb på tidligere Bandidosmedlemmer, der har skiftet side til fordel for ærkerivalerne Hells Angels. Det skriver den tyske avis Der Tagesspiegel.Anholdelserne fandt sted i sidste måned, efter at det tyske politi fik et tip fra ordensmagten i Sverige.
Tippet førte til pågribelsen af de to danskere, som ifølge politiet havde fragtet et kilo sprængstof til Tyskland for at dræbe de tidligere Bandidosrockere i Berlin.
Politiet frygter, at det planlagte angreb er et tegn på, at konflikten mellem de to rockergrupper i den tyske hovedstad er eskaleret og har bredt sig ud over Tysklands grænser - blandt andet fordi ordren til bombeattentatet skulle være udstedt fra Bandidos? øverste europæiske niveau.
Tysk politi satte derfor ind med en række razziaer mod tidligere rockeradresser i delstaterne Brandenburg, Sachsen og Baden-Württemberg.
Comments
Post a Comment