Dårlig samvittighed og bekymring for familien


Dårlig samvittighed og bekymring for familien fik rocker til at fortælle om blandt andre Brian Sandberg.



Det var en pludselig erkendelse af, hvilket råt og brutalt miljø han var blevet en del af, som fik rockeren MFP til at samarbejde med politiet - et samarbejde, der betød, at 15 rockere blev idømt i alt 135 års fængsel i byretten.
Mandag vidnede han i ankesagen mod blandt andre Brian Sandberg, der blev kendt i vide kredse, da han i sin tid var bodyguard for svindleren Stein Bagger.
MFP, der senere skulle blive kendt som politiet "guldfugl", gjorde en kometagtig karriere i AK81, hvor hans store "gennembrud" var et skudattentat 11. september 2009 mod en kioskpasser i Skelbækgade på Vesterbro i København.
I alt blev der affyret syv skud mod kioskpasseren, der overlevede, men mistede sit ene ben. Skuddene betød, at MFP en lille måned senere blev forfremmet til såkaldt hangaround hos Hells Angels.
- Men jeg fik det dårligt efter Skelbækgade. Jeg gik fra ligesom at sidde på sidelinjen ved at bistå ved skyderier til at gøre det selv. Det er noget af det mest forfærdelig, man kan gøre, sagde han mandag i Østre Landsret.
I oktober blev han anholdt for sin andel i et skyderi i Baggesensgade på Nørrebro, hvor hans forældre risikerede at blive indkaldt som vidner.
- Da politiet så i februar 2010 fortalte, at der også var et trusselsbillede mod mig, besluttede jeg mig for at lægge kortene på bordet, fortalte han i landsretten, hvor de tiltalte og tilhørerne måtte sidde i tilstødende lokaler og høre hans forklaring.
Vidneudsagnene betød, at MFP slap med 12 års fængsel for blandt andet fem drabsforsøg, som han havde været involveret i - noget der normalt ville give livstid.
Han har selv forklaret, at han drak meget og tog mange stoffer i perioden, og det fik en forsvarer til at sætte spørgsmålstegn ved hans hukommelse, mens en anden ville vide, om han havde fået at vide, at han skulle vidne for at få beskyttelse.
- Jeg opfattede det sådan, at jeg ikke ville få beskyttelse, hvis jeg ikke hjalp. Men jeg var også overbevist om, at politiet ville hjælpe mig, hvis truslerne blev rigtigt alvorlige, svarede han.
Afhøringen af MFP fortsætter til midt i september, og der ventes dom i sagen i slutningen af november.

Comments