Rockere anholdt: Gemte pumpgun i spejderklub



Københavns Vestegns Politi har tirsdag anholdt fem Bandidos-rockere. Tre af dem sigtes for afpresning og røveri mod et bordel, oplyser politiet i en pressemeddelelse
Politiet efterforsker en sag, hvor personalet på et bordel på Vestegnen er blevet afpresset, røvet og truet. Efterforskningen har ført til tre Bandidos-medlemmer på 21, 21 og 22 år. De to 21-årige blev anholdt i et fængsel, hvor de afsoner en anden straf, mens den 22-årige blev anholdt i Bandidos’ klubhus i Ballerup.
I klubhuset fandt politiet en skarpladt revolver, og gemt i en hæk lå et skarpladt oversavet jagtgevær. Nedgravet i en skråning fandt betjentene cirka 300 gram amfetamin.
På nabogrunden, som ejes af en spejderklub, fandt betjentene en skarpladt pumpgun, som også sættes i forbindelse med rockerne.
I rockerklubhuset blev to mænd anholdt - et Bandidos-medlem på 24 år og en 20-årig mand med relationer til klubben.
- De tre rockere, vi mistænker for afpresning og røveri, begærer vi varetægtsfængslet i morgen (onsdag, red.), siger efterforskningsleder Carsten Jansson.
Hvorvidt de to i klubhuset på 20 og 24 år også skal fremstilles i grundlovsforhør, vurderes tirsdag aften.

Comments