Peters speciale: Grusomhed
I mere end syv år var Peter en del af det ’beskidte’ hold i en rockerklub. Afklippede fingre, knivstikkerier og tæv med baseballbat var hverdagskost. Nu vil Peter ikke mere. Han har forladt banden, lever i skjul og jages af de gamle 'brødre'.
- Vi blev sendt ud for at inddrive en gæld. En mand skyldte klubben mere end 50.000 kr, og han kunne ikke betale. Da vi kom ud til huset, bankede vi på, men ingen lukkede op. Men vi gik bare ind. Vi skulle jo have vores penge. Inde i stuen var der dækket op til fødselsdag. Flagene stod på bordet. Vi kunne se, at manden legede i haven med sine børn. Vi gik derud. Børnene kiggede skræmt på os. De anede ikke, hvem vi var. Men det gjorde manden. Vi forklarede ham på en bestemt måde, at vi snart skulle have vores penge. Han fik vist også et par flade. Men ikke mere end det. Pludselig kom konen ud i haven. Hun hylede op om, at det var deres søns 11 års fødselsdag, og at hun ville ringe til politiet. Vi var sgu da ligeglade og gik derfra igen. Men fuck, hvor var det dumt gjort. Det kunne være mig, der om nogle år selv stod i haven og legede med min søn. Fuck noget lort.
Min søn
Den verden, som jeg har set, ønsker jeg ikke, at min søn skal opleve. Hvad fanden skal jeg kunne give min søn i det miljø? En trøje fra klubben, når han bliver 18 år? Min søn skal aldrig vide, hvad jeg har lavet. Når han en dag bliver stor nok til at spørge: Far, hvad betyder dine tatoveringer, skal jeg nok forklare ham lidt om det. Men hvis han bliver fascineret af miljøet, skal jeg nok sørge for at sende ham væk. Jeg er ligeglad med, om det så skal være til USA, men han skal ikke opleve det, som jeg har oplevet. Jeg ser ham ikke så tit, fordi det gik helt galt med min ekskæreste. Det endte med et kæmpe slagsmål og politianmeldelse. Jeg kunne ikke styre mit kokainmisbrug, og der er bare et eller andet, når en kvinde spytter på en. Det er så nedværdigende, at hun gjorde det. Det gjorde, at jeg gik over gevind og slog hende. Det betød, at jeg, efter vi gik fra hinanden, kun havde en times overvåget samvær om ugen med min søn, fordi min ekskæreste var nervøs for, hvad jeg kunne finde på. Men jeg kunne aldrig finde på at gøre noget ved ham, og jeg elsker ham over alt på jorden. Jeg håber, at jeg i fremtiden kan komme til at se ham noget mere.
Klubben
Allerede da jeg var 14-15 år, så jeg op til dem med lædervest. Det var det hele, der fascinerede mig: Pengene, det hurtige liv, motorcykler. Jeg tænkte, at jeg skulle være som dem. Jeg har haft den samme kærlighed til mine ’brødre’ i klubben som til min familie. Det er meget anderledes end den måde, ’almindelige’ mennesker omgås hinanden på. Det er klubben, det drejer sig om, og det er respekten, det drejer om. Alt andet er pisse ligegyldigt. Det er altid de ’små’ i klubben, der bliver sendt ud for at lave det beskidte arbejde. Og det gør man bare. Jeg gad godt se en hangaround eller prospect sige til et fuldgyldigt medlem: ’Hallo, det dér gider jeg ikke.’ Så får du eddermame selv en på kassen og er pludselig ingenting. Så er alle dem, du troede var dine ’brødre’, pludselig efter dig. Træder du forkert i klubben, kan det gå lige så galt for dig, som det går for dem, du har været efter. Jeg har altid fået at vide, at når du er i det miljø, er der to muligheder: Enten kommer du til tops. Ellers stryger du til bunds i en kiste.
'Jeg vil skyde min bror'
Min bror har valgt at være medlem af anden klub. Jeg hader den mand. I min verden er han en død mand, og jeg gider ikke bruge min tid på ham. Han er en lille bøsserøv. Hvis det blev nødvendigt at skyde eller tæve ham, ville jeg ikke have problemer med det. For mig er han ingenting mere, og jeg har ikke talt med ham i flere år.
Efterskolen
Jeg kan huske en sagsbehandler, der prøvede ihærdigt at holde mig ude af kriminalitet. Han sendte mig på efterskole. På det tidspunkt var jeg 15 år og pumpet op på hormoner (steroider, red.). Det første, jeg gjorde, var at røve den nærliggende kiosk, og 14 dage efter røvede jeg biografen, mens hele efterskolen sad og så en film. Jeg kedede mig ad helvede til. Hver gang jeg slog nogen på efterskolen, blev jeg sendt hjem i en uge. Jeg tænkte bare: Fedt nok, nu kommer jeg tilbage til de gamle drenge og det gamle miljø. Så sad jeg hjemme igen og tænkte: Hvad skal jeg så lave? Når jeg så så en på gaden, tænkte jeg: 'Ham der, han ligner en, der trænger til nogle tæsk', og så gjorde jeg det. Det holdt ikke længe med efterskolen.
'Vold er bedre end fisse'
Mit speciale i klubben var vold. Når der skulle inddrives penge eller nogen skulle have en røvfuld, blev jeg sendt ud. Vold, vold, vold, det er dét, som jeg er bedst til. Det er dét, som jeg kan finde ud af. Jeg ved ikke, om det er mig, der er noget galt med. Men at slå på folk, det er sgu bedre end at få fisse. Jeg elsker vold og at slå på folk. Alle har en naturlig respekt for en med et baseballbat. Den frygt, som folk har i øjnene, når man står foran dem med et baseballbat, kan jeg godt lide. Der står du med hele magten, og den følelse er fantastisk. Hver gang jeg slås, gør jeg det, som om det er sidste gang hver gang. Det er med livet som indsats hver gang. Hver gang. Sammen med en kammerat fra klubben havde jeg en kamp om, at vi skulle overgå hinanden, når vi var oppe at slås. Hvis han rev øret af en mand, trampede jeg manden i hovedet. Han skulle hele tiden være vildere end mig, og jeg skulle hele tiden være vildere end ham. Det værste, jeg nogensinde har gjort, var nok, da vi smed et klubmedlem ud. Vi ydmygede ham bogstaveligt talt gennem flere byer. Hver gang vi stoppede ham, fik han tæsk. Bagefter fik han lov til at løbe videre. Så jagtede vi ham igen og gav ham tæsk. Vi tog alt hans tøj, så han måtte løbe rundt i ingenting, så han blev til grin for alle. Vi tæskede ham flere gange, og det gik også ud over hans familie. Han havde ikke betalt for at smide trøjen, og så spillede han alt for smart. Du har fornemmelsen af, at det er dig, der er gud. Du bestemmer, om de skal komme levende fra det og i hvilken tilstand. Og det er fandeme fantastisk.
Engang blev jeg slået så hårdt i baghovedet med et bat, at mit hoved var ved at knække. Det er ikke fedt at vågne op på intensiv. Så kom der en sygeplejerske og sagde: ’Godt, du er vågnet. Du har været her i fjorten dage.’ Der har været så mange gange, hvor jeg har været tæt på at dø.
Opvæksten
Som helt ung kunne jeg ikke få afløb for mine aggressioner eller vrede. Men når jeg slog på et andet menneske, så fik jeg det 40 gange bedre. Hver gang jeg var ude at lave penge, fik jeg det 40 gange bedre. Jeg voksede hver dag. Jeg kunne se mig i spejlet og sige; 'Hallo, du bliver stor en dag. Du skal nok nå toppen'. Sammen med to kammerater lærte jeg allerede som 13-14-årig, at når vi er venner, så er vi et broderskab, hvor man er der 100 pct. for hinanden. Det er den mentalitet, jeg er vokset op med, og det er den mentalitet, jeg stadig render rundt med. Der er ikke noget, som jeg ikke ville gøre for mine ’brødre’. Sådan er det bare.
Familiefaderen
Vi blev engang sendt ud til en familiefar. Han skyldte klubben 50.000 kr., og nu gad man ikke vente på pengene længere. Sammen med to andre fik vi ham ned i hans egen kælder. Hans kone og børn var ikke hjemme. Vi lænkede ham fast til en stol og tævede løs på ham med et stålrør. Gennem tre dage fik han tæsk konstant. Stålrør, en støvsugerslange og tunge metalgenstande. Alt blev brugt for at presse pengene ud af ham. Med en almindelig ukrudtsbrænder som dem, man kan købe i Harald Nyborg, brændte vi hans hud fuldstændig af fra knoerne på hænderne og op ad armen. Han kan ikke se sig selv i spejlet i dag uden at se et ansigt, der er totalt arret efter de tæsk, vi gav ham. Vi blev mere og mere desperate. På et tidspunkt tog vi en forholdsvis ny grensaks – jeg kan ikke huske mærket – og begyndte at klippe hans fingre af. Det var fandeme nemt. Fingrene røg bare af. Han skreg som en lille tøs, og der var blod over det hele. Det var fucking sindssygt. Halvdelen af fingrene på den ene hånd røg. Men det hjalp sgu ikke. Manden kunne ikke betale, og vi måtte lade ham gå.
De første 14 dage efter at vi havde givet ham turen i kælderen, tudede jeg hele tiden. Alle drengene stod i klubben og sagde: ’Hvad fanden græder du for. Er du bøsse eller hvad?’ Så var jeg nødt til at mande mig op. De skulle fandeme ikke se ned på mig og kalde mig en bøsse, fordi jeg havde nogle følelser indvendig, der sagde, at det var forkert, hvad vi havde gjort. Jeg har den sygeste skyldfølelse over for manden. Prøv at tænke over det absurde i, at vi har ødelagt en mands liv for sølle 50.000 kr. Hvis jeg kunne lave det om, ville jeg gøre det.
Fremtiden
Jeg føler, at jeg er på vej frem mod noget bedre. Jeg ved nu, at der findes mennesker, der vil mig noget godt. Der ikke bare vil manipulere med mig og få mig til sindsyge ting. Hvis jeg selv kan bestemme, så har jeg om ti år et arbejde, og jeg har taget en uddannelse. Da er min søn blevet så gammel, at han forhåbentlig hygger sig med fodbold og andre barnlige ting. Jeg kan sagtens se mig selv som familiefar. Medlemmer af TBM (Foreningen af tidligere bandemedlemmer, red.) hjælper mig nu til at komme væk fra miljøet, så jeg kan få en ny start. Men jeg tænker selvfølgelig også på, at hvis jeg skal have en familie igen med en ny dame og et barn med hende, bliver jeg nødt til at fortælle hende, hvad jeg har lavet i min fortid. Men der er ikke mange piger, der har lyst til at involvere sig med en tidligere rocker. Jeg ved ikke, om jeg kan opføre mig ordentligt i fremtiden. Men jeg vil prøve. Jeg vil gerne i kontakt med en psykolog, der kan lære mig at styre min vrede. Men jeg har også en drengedrøm om at møde en tidligere soldat, der kan give mig noget disciplin. Noget mening med livet og struktur.
Jeg ser en pige for tiden. Hun er god for mig. Hun kan ikke lide, hvad jeg har lavet, men vil gerne se mig alligevel. Det må betyde noget. Når jeg er sammen med hende, føler jeg mig som en forelsket skoledreng på 12 år. Det har jeg sgu aldrig prøvet før. Hvis drengene fra klubben en dag banker på og siger, at jeg skylder dem noget, tror jeg sgu ikke, at jeg vil tøve med at skyde dem. Jeg er begyndt at se lysere på fremtiden, men de skal ikke tyrannisere mig. Ikke få mig til at leve i frygt og være bange hele tiden. Jeg har en lille søn, der ikke skal gå ture med sin far og frygte, at nu bliver der skudt efter hans far. Men hvis tiden kommer til mig, kommer den til mig. Det kan jeg ikke gøre noget ved, for sådan er livet bare. Men min tur er ikke lige nu, og det er heller ikke om en uge. Men mere ved jeg ikke.
Nu er det nok
For et stykke tid siden fik jeg bare nok. Nok af klubben. Jeg gider det ikke mere. Jeg skal ikke grines ad mere og blive sendt ud til ting, hvor jeg skal gennemsmadre folk for småting. Den verden har fucked mig så meget op. Jeg har oplevet alt muligt lort for at komme ud af klubben. Jeg har måttet få klubbens logo tegnet over på mine tatoveringer. Der kom pludselig fire mand fra klubben og sagde: ’Enten kører du med nu og får tegnet logoerne over. Ellers klarer vi det med en vinkelsliber lige nu.’ Jeg valgte selvfølgelig det første. Jeg blev kastet ind i en bil og kørt hurtigt til en tatovør for at få det gjort. Jeg har også fået en dummebøde, fordi jeg har valgt at forlade klubben i dårlig stemning. Men jeg har ikke tænkt mig at betale, for hvorfor skal jeg det? Jeg har ikke gjort dem noget og har ikke tænkt mig at gøre det i fremtiden. Jeg vil aldrig sladre til politiet, og jeg ønsker bare at være i fred. Jeg frygter allermest, at der pludselig står en gammel ’bror’ og siger: ’Nu er det fandeme din tur’.
’Jeg elsker min mor’
Jeg har fået at vide af en psykiater, at jeg har været udsat for massivt omsorgssvigt. Men det synes jeg sådan set ikke. Det kan godt være, at jeg havde en mor, der ikke altid var hjemme. Ikke altid lavede mad og i stedet sad på værtshuset. Men jeg ved, at hun elskede mig. Det kan godt være, at jeg fik et lag tæsk hver dag, men jeg ved, at hun gjorde sit bedste. Det samme gjaldt resten af min familie. Selv om de behandlede mig som lort, ved jeg, at de elsker mig.
Comments
Post a Comment