Bokselegende hjernedød efter skuddrama

Hector Camacho ligger i en dyb koma og reagerer ikke efter skudattentat i Puertop Ricos hovedstad

Hector Camacho er af læger i Puerto Rico blevet erklæret hjernedød, efter at han onsdag blev skudt i halsen og ansigtet under det, der kunne ligne et narkoopgør i en forstad til ørigets hovedstad, San Juan.
- Han er klinisk hjernedød. Vi har gjort alt, hvad vi kunne, sagde Dr. Ernesto Torres torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Familien vil ifølge Reuters torsdag tage stilling til, hvorvidt den 50-årige bokse-champ skal holdes kunstigt i live.
Hector Camacho, der tidligere er blevet trænet af Mikkel Kesslers nuværende træner, Jimmy Montoya, boksede i 80'erne og 90'erne 13 VM-kampe i de store bokseforbund og nåede at bliver verdensmester i både super fjervægt, letvægt og letweltervægt. Han boksede i karrieren mod legender som Sugar Ray Leonard, Julio Cesar Chavez, Oscar de la Hoya og Felix Trinidad.
Efter nedskydningen i San Juan er det kommet frem, at der blev fundet 10 poser kokain i den bil, Camacho sad i, da han blev skudt, og på den person, der som passager i bilen blev dræbt på stedet.

Se også: Skudt boksers bil fuld af narko

Camacho blev også i 2011 udsat for et drabsforsøg. Han har tidligere fået en dom for røveri. Mesterbokseren var under efterforskning for vold mod et af sine børn, da han onsdag blev skudt i San Juan.

Comments