I sidste uge var en Hells Angels-aspirant på vej til Sønderborg med en pistol. Den skulle han bruge til at skyde bedemanden Lars Jensen, der forlod Hells Angels i 2003. Det forklarer Lars Jensen selv til DR Nyheder, inden han til et pressemøde vælger at kræve HA forbudt ved lov.
- De påduttede en af deres aspiranter at tage til Sønderborg og skyde mig i forbindelse med, at jeg forlod min forretning, fortæller han.
Fik kolde fødder
Drabsforsøget hænger ifølge Lars Jensen sammen med, at Bandidos og Hells Angels i disse dage prøver at dele landet mellem sig. Men heldigvis fortød aspiranten, da det kom til stykket.- Personen var på vej herned, men der sker det, at han i sidste øjeblik får kolde fødder og melder sig selv til politiet, fortæller Lars Jensen.
Ifølge DR Nyheders oplysninger er politiet enig i, at der foreligger en trussel mod Lars Jensen.
- Vi har gjort tiltag for at beskytte Lars Jensen, siger politiinspektør i Sønderjyllands Politi, Kaj Nielsen, til dr.dk.
Læs også Politi: Eks-rocker er truet
Nægter at gå under jorden
Derfor har politiet også anbefalet Lars Jensen at gå under jorden. Men det har Lars Jensen nægtet.- De sagde, at jeg skulle smide alt, hvad jeg havde i hænderne og gå under jorden med min familie. Men det er ikke en praktisk mulighed, hvis man tænker tanken til ende. Vi har tidligere valgt pest. Nu vælger vi kolera, forklarer Lars Jensen.
Vil forbyde Hells Angels
Lars Jensen holder jævnligt foredrag for unge mennesker for at advare dem mod at blive en del af Hells Angels. Og oven på drabsforsøget vil han nu have Hells Angels forbudt ved lov.- Hvis min familie skal gøre os forhåbninger om at kunne leve et almindeligt liv i Danmark, bliver vi nødt til at kræve, at HA bliver forbudt, siger han.
HA'ere er værre end andre rockere
For han mener, at netop Hells Angels er en værre organisation end andre rocker-organisationer.- Når debatten har været oppe at vende, har vi talt om rockere og bander i almindelighed. Jeg taler om HA i særdeleshed, fordi de adskiller sig fra andre foreninger. De er væsentligt mere aktive kriminelle. De er uhyre voldelige, og de har fået mange domme for at pålægge deres aspiranter at begå kriminalitet mod modstandere, siger han.
Men hvad får du ud af at HA bliver forbudt? Personerne vil stadig eksistere.
- HA'ere er ganske ufarlige. De har specialiseret sig i at forføre unge mænd. Hvis uniformen og klubhusene ikke er der, får de svært ved at værge medlemmer, forklarer han.
- Mange føler sig stavnsbundet
Og han mener faktisk også, at flere HA'ere vil sætte pris på et forbud.- Hvis det lykkes mig at få HA forbudt, vil 60-70 procent af de nuværende medlemmer være mig dybt taknemmelige. For mange føler sig stavnsbundet og kan ikke se en vej ud af det, siger han.
Flere steder i Tyskland er Hells Angels forbudt. I 2010 blev det blandt andet afgjort, at organisationen er forbudt i Berlin.
Men i Danmark har rigsadvokaten tidligere afvist et forbud.
Comments
Post a Comment