HA vil likvidere bedemand på stedet

Tidligere Hells Angel-rocker vil ikke trues til tavshed
En iskold og kynisk likvidering. Det var, hvad den tidligere Hells Angels-rocker Lars Jensen med nød og næppe undgik i den forgangne uge, hvor rockergruppen ifølge BTs oplysninger havde fået nok af hans åbenhed i medierne.
- Angrebet var en direkte konsekvens af Lars Jensens foredragsvirksomhed samt udtalelser til pressen, hvor han bl.a. advarer mod Hells Angels hvervning af håndlangere blandt unge mennesker, som hans advokat i går skrev i en pressemeddelelse.


BT erfarer dog fra kilder i miljøet, at det primært er Lars Jensens gentagne udtalelser om Hells Angels i offentligheden, der er blevet for meget for klubben. 
Kilder fortæller desuden BT, at ordren til likvideringen er givet af topfolk i HA, og at drabet skulle være en nedskydning på et aftalt sted.
BT beskriver i avisen onsdag, hvordan Hells Angels og Bandidos er ved at dele Danmark mellem sig. I de forhandlinger var kravet, at klubberne skulle rydde op i egne rækker, og her var likvideringen af Lars Jensen tilsyneladende en del af planen.


Det er kun en måned siden, at Lars Jensen - som i dag er bedemand i Sønderborg - stod frem i BT og fortalte sin historie. Om sin fortid i Hells Angels. Om at bryde med miljøet. Om at måtte leve under jorden i årevis i frygt. Og ikke mindst om at tage tyren ved hornene og træffe endnu et valg. Valget om ikke at ville leve sit liv i frygt.
- Jeg har været en meget afskyelig person. Det er klart, at når jeg kigger tilbage og ser den måde, jeg har levet på, kan jeg enten vælge at rotere i det af skyldfølelse eller at sige, at jeg har arbejdet mig ud af det og måske kan inspirere andre til at gøre det samme. Jeg har valgt det sidste. Tager afstand fra det ved at leve, som jeg gør, og ved at fortælle historien til dig, som Lars Jensen for en måned siden sagde til BT.
Det er den åbenhed, der har været en betændt torn i øjet på Hells Angels, og nu har fået dem til at planlægge en likvidering. Men det er ikke første gang, Lars Jensen udsættes for mordforsøg af HAerne. Første gang var i 2003, hvor han meddelte dem, at han ville ud af klubben. Kort tid efter blev han indkaldt til møde. Et møde han udmærket godt vidste, hvad handlede om.
- Men man håber jo, at man kan påvirke udfaldet, som han tidligere har sagt.I stedet blev han skudt i det ene ben, banket sønder og sammen med jernstænger og baseball-køller på hele kroppen og i hovedet, indtil gerningsmændene er overbevist om, at han er død.

Kilder fortæller BT, at HA desuden er blevet rasende over, at Lars Jensen fejlagtigt bliver ved med at turnere rundt med historien om, at overfaldet i 2003 var beordret af folk fra HA. I stedet var det andre i miljøet, der så Lars Jensens faldne status i HA som en billet til at inddrive gammel gæld.

Sammen med sin nuværende kone, Marianne, levede han i årevis under jorden i de mest afsidesliggende områder af Danmark. Men hver gang på lånt tid. HAerne opsnusede gang på gang deres tilholdssted, og snart måtte de flygte igen.

Det var efter, at deres første datter, Freja, var kommet til verden, at parret besluttede, at nok var nok. De tog navneforandring og begyndte at stykke en normal tilværelse sammen, som i dag er blevet så intakt, at de driver en stor bedemandsforretning i Sønderjylland og har forliget sig med fortiden.

Men fortiden har altså ikke forliget sig med Lars Jensen. Og i sidste uge var det tæt på at koste ham livet.
- Lars Jensen har efterfølgende, på trods af politiets kraftige anbefalinger om at gå under jorden, valgt at insistere på retten til at leve et almindeligt liv sammen med sin familie, står der i pressemeddelelsen.
Lars Jensen har over for BT ikke ønsket at uddybe sin beslutning yderligere. Torsdag afholder han pressemøde for at fortælle om stiftelsen af en forening, der målrettet skal arbejde for, at Hells Angels forbydes.

Læs også:

Comments