Politiet mørkelagde muligt rockeropgør

Det var et muligt rocker-opgør, da en 41-årige tidligere Bandidos-rocker  21 .august  i år var døden nær efter et overfald.  Årsagen til overfaldet skal formentlig findes i hans udsmidning af Bandidos for knap fire år siden.

Den 41-årige mand blev kort før kl. 06.30 21 august i år overfaldet uden for sin bopæl i Ballerup. Adskillige kølleslag i baghovedet og knivstik i ryggen var 'morgenkompletten' for den manden, der en overgang var i yderste livsfare. 
Hidtil har politiet kun fortalt, at de kender manden for lidt forskellige forseelser fra tidligere.
Men med hjælp fra kilder, kan BT nu fortælle, at årsagen til overfaldet formentlig skyldes et opgør i rockermiljøet.
Den 41-årige er et tidligere højtstående medlem af Bandidos i Roskilde. For knap fire år siden forlod han klubben i såkaldt 'good standing', hvilket kort fortalt betyder, at han ingen udestående har med klubben.
Det blev dog senere ændret til 'bad standing', hvor man er fredløs i forhold til sine tidligere 'brødre' i rockerklubben.
I følge BTs oplysninger skyldes den 41-åriges udsmidning af Bandidos et spørgsmål om penge. Den 41-årige er - siden sit exit fra Bandidos - blevet dømt for moms- og skatteunddragelse i det firma, som han på daværende tidspunkt ejede.
Men 21.august ønskede personer i miljøet, at den 41-årige mand ikke længere skulle leve. Overfaldet var i hvert fald så voldsomt, at det reelt var et drabsforsøg.
Efterforskningsleder ved Københavns Vestegnens Politi, Charlotte Skovby, forklarer, at årsagen til politiets manglende udmelding om mandens rockerbaggrund skyldes usikkerhed om, hvorvidt motivet skal findes i mandens rocker-fortid.
- Vi er bevidste om hans fortid. Men egentlig både dengang og nu ved vi ikke, om det var derfor, at han skulle overfaldes. Vi har arbejdet med forskellige motiver, men uden held, siger Charlotte Skovby, der kalder overfaldet særdeles groft.
Overfaldet skete en tidlig morgen, da den 41-årige var i færd med at smide ting i bagagerummet på sin bil. Bagfra kommer flere hætteklædte mænd, og den tidligere rocker bliver smadret ned bagfra af slag fra en kølle. Han får også flere knivstik i ryggen, men grundet omstændigheder har ingen vidner set gerningsmændene, og offeret selv har heller ikke kunnet hjælpe politiet i dets efterforskning.
- Derfor har vi henlagt sagen. Vi har undersøgt rigtig mange ting, men med den viden vi har nu, kan vi ikke komme videre, siger Charlotte Skovby.
At en person kan blive forsøgt dræbt fire år efter sit exit fra en bande, overrasker ikke talsmand for tidligere bandemedlemmer, Michael Green. Han arbejder med at hjælpe bandemedlemmer ud af miljøet, og i følge ham frygter mange tidligere bandemedlemmer deres tidligere venner i mange år.
- Den her sag er bare endnu et eksempel på, hvor svært det er at forlade en bande. Selvom der er gået adskillige år, og man tror, at alt er glemt, skal de stadig se sig over skulderen, når de færdes ude. Intet bliver glemt i det miljø, og det gør det sindssygt svært for mange at forlade bandemiljøet, siger Michael Green til BT.

Læs også:

Comments