12-årig i dreng i Aarhus ramt af skud

En 12-årig dreng er i Aarhus-bydelen Gellerup blevet ramt af et projektil affyret fra et skydevåben. Drengen er indlagt på traumecentret på Aarhus Universitetshospital.
Projektilet ramte drengen i højre side under ribbenskanten nederst på kroppen og forårsagede også et udgangshul på ryggen. Hans tilstand er ikke livstruende, erfarer ekstrabladet. dk.
Vagtchefen hos Østjyllands Politi bekræfter, at den 12-årige er ramt, men vil indtil videre ikke ud med flere detaljer.

Politiet har afspærret området, hvor skuddet blev affyret ca. kl. 16.30, et par hundrede meter fra Bazar Vest. Skuddet blev affyret inde i en boligblok på Bentesvej.

Kl. 17.35 blev en kvinde kørt fra stedet i en civil patruljevogn.
Lige nu har politiet hunde ude mellem boligblokkene formentlig for at søge efter et våben.

Folk, der bor i nærheden bliver tilbageholdt af politiet. De må ikke gå ind i deres opgange og bliver standset ved indkørslerne til parkeringsarealerne. Flere står og fryser, mens andre søger til Bazar Vest for at få varmen.

Comments