AK81'er sigtet: Deltog i blodigt overfald på sortlistede eks-brødre


Et 26-årigt medlem af HA's rekrutgruppe, AK81, er anholdt og fremstilles senere i dag i grundlovsforhør for sin formodede deltagelse i det grove overfald på de to tidligere rockerbrødre, Phillip Nielsen og Kasper Kruse.

De to daværende rockere blev tævet med køller og såret af skud tidligt om aftenen 21. september på et øde område ved Ugandaskoven på Amager. Selv efter rockernes egne forråede begreber var mishandlingen overmåde brutal.

I kritisk tilstand

Særligt Phillip Nielsen blev groft mishandlet, og hans tilstand var efterfølgende kritisk. Blandt andet modtog han under den efterfølgende behandling flere liter blod.

Læs her: Smidt ud i bad standing - rockere skudsåret og stukket med kniv

Overfaldet skete i forbindelse med, at Phillip Nielsen og Kasper Kruse skulle have beskeden om, at de var smidt ud og sortlistede i rockerklubben.

Læs her: Udstødte HA’ere var tæt på at dø

Sortlistningen bundede i interne beskyldninger om, at de enten havde snydt eller direkte stjålet penge fra andre rockerbrødre. Desuden havde Phillip Nielsen og Kasper Kruse plejet omgang med to figurer i det kriminelle indvandrermiljø, der beskyldes for at samarbejde med politiet.

Det erfarer ekstrabladet.dk fra kilder med indsigt i miljøet.

Læs her: Derfor fik eksrockere tæv og blev smidt ud af HA

En del usande rygter om udsmidningen florerer. Et af rygterne går på, at de to skulle stå bag den påkørsel af Bandidos' klubhus på Amager, der fandt sted natten til 19. september i fjor.

Læs her: Bandidos klubhus torpederet af lastbil

Men rygterne er usande - duoens brutale exit med HA skyldes økonomisk strid.

Anede ikke, de var i unåde
Hverken Phillip Nielsen eller Kasper Kruse anede tilsyneladende, de var i unåde, da de mødte op til mødet ved Ugandaskoven, hvor beskeden om, at de nu var fortid i HA blev doblet op med grov vold.
Ud over den 26-årige er to HA'ere i forvejen anholdt og fængslet for deltagelse i overfaldet.

Læs her: HA-rockere anholdt - sammen med mor

Ifølge kilder har den ene af de i to, der er allerede er anholdt i sagen, haft et voldsomt horn i siden på Phillip Nielsen.

Personfnidder mellem rockerbrødre
Og overfaldets voldsomme karakter kan tilsyneladende tilskrives det personlige fjendskab mellem de to tidligere HA-brødre.

Læs her: HA: Gucci-rockere nej tak

Ifølge Knud Hvass, souchef ved afdelingen for organiseret kriminalitet, Københavns Politi, er politiet kommet på sporet af den 26-årige via dna fundet ved gerningsstedet.
- Vi har hele tiden været overbevist om, at der har været flere om overfaldet, siger Knud Hvass, der ikke kan udelukke yderligere anholdelser i sagen.

Comments