Den sidste Godfather er i koma: Bernardo Provenzano vågner efter al sandsynlighed ikke igen.
Ifølge flere medier er det oppe over med den tidligere frontfigur for den italienske mafia La Cosa Nostra.
Lægerne har ifølge La Stampa kæmpet for at behandle mafiosoen, som angiveligt er skyld i mere end 1000 drab, for en blodansamling i hjernen.
La Stampa rapporterer, at Provenzano ligger i koma og efter al sandsynlighed ikke vågner igen.
Fra Corleone
Provenzano blev i 2006 anholdt i sin fødeby, den lille by Corleone på Sicilien, hvor han i 43 år havde gemt sig for myndighederne.
Bernardo Provenzano er blandt andet blevet kaldt for den sidste Godfather, og hans fødeby lægger da også navn til mafiabossen i de amerikanske storfilm 'Godfather', hvor blandt andre Marlon Brando med sine overdimensionerede kæber spiller Don Corleone.
Den i dag 79-årige Bernardo Provenzano blev 17. december indlagt på hospitalet i Parma.
Her har han været afskåret besøg fra sin familie på grund af sin kriminelle baggrund, men ifølge La Stampa blev døren ekstraordinært åbnet for sønnen Angelo, fordi lægerne ville undersøge, om et familiebesøg kunne vække livstegn fra mafiosoen.
Traktoren
Derudover har familien ansøgt om at få ophævet besøgsforbuddet hos den døende storforbryder. Det har det italienske justitsministerium imidlertid afvist, skriver La Stampa.
Mafiabosser har igennem tiden kaldt Provenzano 'Binnu u tratturi', Traktoren. Det skyldes 'den voldsomhed og vedholdenhed, hvormed han i sine tidlige mafiaår aflivede sine ofre, når det ikke kunne være anderledes', skrev den danske forfatter og mafia-ekspert Morten Beider i sommer i Ekstra Bladet.
Provenzano har dog primært overladt den militære og blodige del af de lyssky forretninger til nummer to i Cosa Nostra,Totó Riina.
Læs mere om Italiens store mafiabosserne her:
Den sidste Corleoneser
Raffaele Cutolo - Professoren fra Napoli
Salvatore 'Totò' Riina - Slagteren fra Corleone
Benedetto 'Nitto' Santapaola - Manden uden ære
Matteo Messina Denaro - Den moderne Godfather
Comments
Post a Comment