De to spørgsmål trænger sig gevaldigt på mandag morgen efter en weekend, hvor der har været voldsomme og blodige skudopgør nord for København både fredag, lørdag og søndag.
Fredag blev en ung mand skudt og dræbt i Høje Gladsaxe i København og en anden blev såret. Lørdag var den gal i Kokkedal, hvor to grupperinger kørte rundt i biler og skød på hinanden. Her blev en ung mand ramt i foden. Og endelig søndag blev en mand skudt i ryggen på åben gade i Værløse.
Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke udelukke, at der kan være en sammenhæng mellem skyderierne, og det er noget, som står højt på efterforskernes dagsorden lige nu.
Det afslørede Michael Ask, chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, på TV2 News mandag morgen.
- Vi har brugt weekenden på at sammenholde de oplysninger, vi har fra de her tre episoder, og vi fortsætter her til morgen og mødes for at se, om der er en sammenhæng og for at se, hvilken vej vi skal gå derfra rent efterforskningsmæssigt, fortalte han.
Selv om politiet på nuværende tidspunkt er tilbageholdende med at komme med detaljer om eventuelle motiver og de indblandede personer, lægger Michael Ask ikke skjul på, at det er oplagt at kæde de tre episoder sammen.
- Først og fremmest det faktum, at der er tre skudepisoder på tre dage. Det er ganske usædvanligt. Der er også noget, der tyder på, at det her kan være nogle personer, der har et opgør eller en eller anden form for hævnmotiver, som de skal have udført mod hinanden. Det er i hvert fald helt oplagt at tænke i de baner. Så det er selvfølgelig en af de teorier, vi arbejder videre med, sagde han til TV2 News.
Skyderierne på åben gade har skabt frygt og utryghed i lokalbefolkningerne, men Michael Ask mener ikke umiddelbart, at vi har grundt til at frygte, at det her er begyndelsen til en ny stor bandekonflikt.
- Der er intet, der tyder på, at vi har nogen som helst for form bandekrig endsige konflikt her. Vi har nogle personer involveret her, som for nogens vedkommende er banderelateret, men der er også nogen, der ikke er. Og derfor undrer det os også lidt, hvad det egentlig er, der foregår her. Det er et lidt uklart billede. Vi har flere teorier, vi arbejder med.
Comments
Post a Comment