Flere end 300 mennesker fik nytårsaften besøg af politiet, da Hells Angels holdt fest i det østjyske.
En enkelt HA-rocker blev anholdt, da betjente fra Østjyllands Politi kom på kontrolbesøg i selskab med kolleger fra udlandet og landets øvrige politikredse.
- Politiet har haft kontakt til ikke under 300 personer på stedet fra Danmark og 17 andre lande, herunder USA, Canada og Brasilien, hedder det i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.
- Alt er forløbet stille og roligt i god ro og orden på stedet, lyder det.
En østrigsk HA-rocker blev anholdt for "overtrædelse af våbenloven", skriver politiet uden at gå i detaljer. Han blev siden løsladt og vendte tilbage til festen efter at have betalt en bøde i kontanter.
Nytårsfesten - som blev afholdt af Hells Angels Danmark og Hells Angels Malmø i forening - fandt sted i en rockerborg, der ligger på Bryggervej i den jyske by.
Comments
Post a Comment