Skudoffer overlevede ikke

Læger har kæmpet for at redde den 27-årige mand, der i aftes blev det seneste offer for endnu en skudepisode i København. Men kvæstelserne hos den unge mand, der blev skudt i brystet efter endt arbejde i Drømmelands Frederiksberg-afdeling på Finsensvej, var så svære, at han her til formiddag er afgået ved døden.
Det bekræfter Københavns Politi overfor ekstrabladet.dk.
- Den 27-årige er afgået ved døden kl. 12.02, bekræfter vicepolitiinspektør Lau Thygesen fra Københavns Politis bandeenhed.

Han ønsker ikke at oplyse, hvor mange skud den 27-årige er ramt af men oplyser dog, at der i alt er affyret to skud under gårsdagens skudepisode. Her blev den 27-årige passet op foran sin bil på en parkeringsplads i en baggård, da han skulle hjem fra sit arbejde i Drømmeland.

Politiet har tidligere i dag sendt et signalement ud på den gerningsmand, der efterfølgende flygtede til fods fra stedet. Han beskrives som værende mellem 20-25 år og 165 cm. høj. Han var iført en sort hoftelang vinterjakke, sorte joggingbukser og sort hue. Han bar desuden på en hvid/blå plastikpose.

Det er uvist, præcist om eller hvilken tilknytning den 27-årige har til den eskalerende bandekonflikt, som har medført tre skudepisoder alene i denne uge. Faktum er dog, at han havde bopæl i Værebro og ifølge ekstrabladet.dk's oplysninger har bevæget sig med folk fra netop grupperingen fra Værebro, der ligger i konflikt med LTF - en sammenslutning af grupper fra bl.a. Nørrebro og Skovlunde.

Comments