Topfigur i ny bandegruppering: Vi er et broderskab

Den 26-årige Shuaib Khan ankommer i bil sammen med fire-fem sortklædte følgesvende og vagter.
De hilser og byder indenfor på et almindeligt brunt Nørrebro-værtshus, hvor røgen driver tæt i lokalet.

Mændene er medlemmer af den nyorganiserede storkøbenhavnske bandegruppering Familia BGP, og den 26-årige, som foretrækker kaldenavnet Shebi, er ifølge gaderygterne udpeget som leder med titel af ’presidente’.

»Jeg udtaler mig bare på Familia BGP’s vegne, og vi er et broderskab, ikke en bandegruppering«, betoner han selv.

LÆS OGSÅFlere unge flygter fra bander i konflikt

I det fjerneste hjørne af værtshuset over en kop kaffe lægger han huen, klør sig i skægget og fortæller om gruppen, som er stiftet inden for de sidste par måneder. Selv blev han prøveløsladt sidst i november efter at have afsonet en dom for vold med døden til følge, som han blev idømt i 2008.

Synlig skiltning
Kilder i miljøet siger til Politiken, at dannelsen af gruppen er sket samtidig med en udskiftning blandt de ledende figurerne på Blågårds Plads, som efter alt at dømme har valgt at give førertrøjen videre.

På gaden og i medierne har Shebi været udpeget som idémanden bag Familia, men det ønsker han ikke at kommentere. Derimod bekræfter han, at der er tale om et fælles initiativ blandt grupperingerne, som i hvert fald indeholder den nyskabelse, at medlemmer nu synligt skilter med deres tilhørsforhold.

LÆS MEREBetjente affyrer varselsskud mod 10 hætteklædte unge

Der er fremstillet fælles mørke T-shirts, som på forsiden bærer forkortelsen af gruppens motto, LTF, ’Loyal to Familia’.
På bagsiden står det egentlige navn, Familia BGP, i en bue over et logo, som består af et kranie med bandana om munden og to hævede, skudklare pistoler. I en bue forneden står navnet på den afdeling, som medlemmet tilhører.

Alle er ligeværdige
BGP er en forkortelse af Blågårds Plads, forklarer Shebi.

»Gruppen udspringer fra Blågårds Plads, og afdelingerne hedder Copenhagen, Tingbjerg, Kokkedal, og så har vi en afdeling, som hedder National. Men det er vigtigt at forstå, at vi er en samlet, uafhængig gruppe. Vi er ikke en støttegruppe til noget som helst andet. Den gamle Blågårds Plads-gruppe eksisterer ikke længere. Grupperne har alligevel i mange år alligevel været allierede, og vi syntes, det var på tide at slå os sammen. Alle medlemmer i Familia er ligeværdige«, siger han.

Hvorfor har I dannet gruppen?
Træder man os over tæerne, træder vi hårdt igen
Shuaib Khan, Familia BGP
»Det er den eneste måde, vi kan vise offentligheden, at vi er et broderskab, som står sammen. Men signalet er ikke så meget til andre som til os selv. Vi har altid fået det prædikat på os, at vi er bandemedlemmer, fordi vi er vokset op i de samme områder, og så kan vi lige så godt slå os sammen. Det er altid en rar følelse at vide, at man har brødre, som er der for én, uanset hvad der skulle opstå«, siger han.

Det seneste offer i bandekonflikten var antagelig den 27-årige Zaid Mohammed Al-Kayssi, som blev skudt i brystet på Finsensvej, da han var på vej hjem fra sit job i sengemagasinet Drømmeland.

LÆS OGSÅIngen sigtelse mod unge efter politiskud i Kokkedal

Københavns Politi har endnu ikke officielt betegnet drabet på den 27-årige som et opgør i bandekonflikten, men mistanken har rettet sig mod Familia BGP på Nørrebro.

Zaid Mohammed Al-Kayssi boede i Værebro og var venner på Facebook med den 19-årige Jonathan Taboryski, der havde relationer til VHK-gruppen, og som blev skudt gennem hovedet foran en slagterbutik på Høje Gladsaxe Torv fredag 11. januar.
Nedskydningen i Høje Gladsaxe er udlagt som en reaktion på drabet i marts 2011 på den 19-årige Zoubir Aoussar fra kvarteret ved Blågårds Plads, der blev skudt i ryggen for enden af Blågårdsgade af en ukendt gerningsmand.

LÆS OGSÅFamilie til dræbt beder unge om at lægge våbnene

Ingen er dømt for mordet på den 19-årige, men i miljøet er man sikker på, at det var folkene fra VHK, som stod bag.

Uden fare for almindelige borgere
Forhører man sig blandt bandemedlemmer om den egentlige årsag til den bagvedliggende konflikt mellem VHK og Blågårds Plads, altså før drabet på Zoubir Auossar, synes svaret hos nogle at fortabe sig i erindringen.
Shebi ønsker ikke at give nogen svar.

LÆS OGSÅBandeopgør er blevet hårdere

En samtale med Shebi har i det hele taget skarpe grænser for, hvilke spørgsmål man faktisk kan få svar på. Han vil gerne fortælle om Familia, men han afviser konsekvent at kommentere spørgsmål om, hvorvidt gruppen tjener penge på kriminalitet eller har forbindelser til hashmarkedet.

Konfronteret med spørgsmålet om de åbne vilde skyderier og mord på gader og torve i Storkøbenhavn og risikoen for uskyldige ofre, ryster han på hovedet og gentager, at det har han ingen kommentarer til, men han vil gerne have med, at ingen almindelige borgere skal frygte Familia BGP.

Man skal være Loyal to Familia
Shebi er født og opvokset på Nørrebro.
Han siger, at han efter prøveløsladelsen i november ikke foretager sig noget kriminelt, og han mener ikke, at dannelsen af en gruppe som Familia BGP strider imod lovgivningen.

Han ønsker heller ikke at tale om den verserende konflikt, men han erkender, hvad der er åbenlyst for de fleste, at der eksisterer et modsætningsforhold mellem Familia BGP og gruppen VHK, Værebros Hårde Kerne.

Oversigt.  Bandekrigen er skærpet.»Vi respekterer alle vores medgrupper i miljøet. Men træder man os over tæerne, træder vi hårdt igen. Lader man os i fred, lader vi andre i fred. Den eneste gruppe, vi er i konflikt med, er VHK«.

Har den nye gruppe betydet, at I blevet flere medlemmer?

»Det er klart, at der er kommet flere til. Folk, som godt vil være en del af et broderskab, og hvis vi finder dem værdige, bliver de en del af os«.

Hvordan bliver man værdig?

»Hvis man er ’Loyal to Familia’«. '

LÆS OGSÅ Skyderi i forstad: Yngre mand var mål for skud

Gruppen har optaget en del etniske danskere som medlemmer, hvilket, ifølge Shebi, må medføre, at gruppen ikke kan betegnes som en indvandrerbande.

Kan man forlade grupperingen uden at komme i ’bad standing’?

»Der er ikke noget, der hedder bad standing, så det kan man godt. Hvis man har kørt en god stil og været en god broder, men har fået et ønske om at lægge sit liv om, kan man godt forlade broderskabet«.

Er konflikten mellem jer og VHK blevet hårdere?

»Det vil jeg lade politiet vurdere«, siger Shuaib Khan.

Værebro er isoleret
Konflikten har isoleret Værebro geografisk med modstandere på alle sider.
Samtidig tror kilder med kendskab til miljøet ikke på, at de seneste drab umiddelbart stiller VHKs fjender tilfredse.

Ifølge politiinspektør Michael Ask fra Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, NEC, som overvåger rocker- og bandekriminalitet i Danmark, er Familia BGP oprettet som en ny gruppe hos NEC.

»Men det nye i gruppen er mere selve konstellationen. Langt de fleste er personer, som vi kender i forvejen«, siger han.

Michael Ask mener, at gruppens formål er et forsøg på at lokke andre nye rodløse unge ind.

»Vi stresser dem, så meget vi kan. Vi efterforsker kriminelle aktiviteter og sætte nøglepersonerne i fængsel for derigennem at få det opløst. Det er strategien«.

Comments