Ung mand skudt ned i baggård


En mand er onsdag aften blevet skudt på Finsensvej på Frederiksberg i København
- Det er yngre mand, der er blevet ramt af skud i en baggård. Hans tilstand er alvorlig, fortæller vicepolitiinspektør Lau Thygesen.
Han oplyser desuden, at offeret er kendt af politiet, og at de ved, hvilket område han er fra.
- Det er endnu for tidligt at udtale sig om, hvorvidt aftenens skyderi er relateret til de seneste dages skudepisoder, men det er selvfølgelig noget, vi undersøger, tilføjer Lau Thygesen.
Manden blev straks efter skudangrebet bragt til Rigshospitalets traumecenter.
Politiet er efterfølgende  mødt talstærkt op på gerningsstedet og har afspærret et større område omkring Finsensvej, 
Selve Finsensvej er desuden blokeret af en bybus, der er parkeret på tværs af vejen.
Ifølge BTs reporter på stedet, fandt skyderiet sted mellem en butik og en boligblok nær ved krydset mellem Finsensvej og Ndr. Fasanvej.
Hærget af skud
Skyderiet på Frederiksberg er det tredje skudangreb på tre dage og det seneste i en række af skuddramaer, der har hærget København og Københavns Vestegn i de seneste dage.
Tirsdag eftermiddag blev der forgæves affyret skud mod en yngre mand i Høje Gladsaxe nord for København.
Det er kun godt en måned siden, at et andet skyderi i bandekonflikten kostede menneskeliv i Høje Gladsaxe. Fredag den 11. januar blev den 19-årige Jonathan Taboryski dræbt af skud.
Og så sent som mandag aften blev en anden 19-årig mand skudt i låret, mens en anden kugle snittede hans jakke i Skovlunde.

Comments