De to sager stammer fra januar og februar 2011, og nogle af ofrene har en vis forbindelse til bandemiljøet i Værebro, hvor gruppen VHK, Værebros Hårde Kerne, er aktiv.
I januar blev et offer i Værebroparken ramt af skud i benet og desuden tævet med køller.
Se også: To mænd skudt i Ballerup
Og i februar var ofrene to mænd, der sad i en varevogn på parkeringspladsen ved Baltorpvej i Ballerup.
Begge blev forsøgt dræbt, og den ene blev ramt i øret, kæben, skulderen og armen.
Den 26-årige Bilal Badran Ismail, der har tilknytning til Nivå-Kokkedal-grupperingen, havde krudtpartikler på sit tøj, da han blev anholdt tre en halv time efter den seneste episode.
Beviserne mod den 26-årige består blandt andet af en række oplysninger om opkald til og fra hans telefon på de tidspunkter, hvor skyderierne skete.
Manden, der tidligere er dømt for vold, har nægtet sig skyldig. Han var slet ikke til stede, har han forklaret.
Anklagemyndigheden havde bedt om at få en hårdere straf end de 10 år. Påstanden var, at drabsforsøgene skete som led i en gensidig konflikt mellem to grupper.
Men det har landsretten afvist. Der er ikke blevet fremlagt oplysninger om, at Værebrogruppen i den relevante periode havde angrebet de unge fra Nivå-Kokkedal.
Comments
Post a Comment