Men virkeligheden skuffede fælt, da de først var en del af miljøet. I stedet blev de pistol- og muskelmænd, dealere og inkassohold - for bander og rockere.
Hjernevasket til at tro, at det hele handlede om broderskab og sammenhold - dysset hen i en sump af hash og hård narko.
Det fortæller flere unge mænd, der har været i både rocker- og bandemiljøet til tv2.dk, Station 2 og TV 2 Nyhederne.
De fraråder alle andre at begå samme fejl som dem.
Et tidligere bandemedlem vil ud af bandemiljøet, men han kan ikke få hjælp til at komme væk, og lever derfor under jorden.
Mohammed: Det var en løgn
En af mændene, vi kalder ham her 'Mohammed', blev draget af store, grinende fyre med fede biler, der fortalte om, hvor mange penge de scorede.
- Når man hører deres røverhistorier om masser af piger, og 'så er der kommet en million her og 200.000 der' - det gjorde, at jeg fik kontakten til bandemiljøet, fortæller Mohammed i et interview med Station 2.
- Det er nogen professionelle mennesker, der godt ved, hvad de er ude efter, og hvordan de skal tiltrække de unge mennesker. Og det gør de meget, meget godt, fortæller Mohammed, der blev draget af tanken om kærlighed og et broderskab, han aldrig havde haft.
- Man ser noget kærlighed i det, som tiltrækker et menneske. Det gør det. Først og fremmest gav de masser af kærlighed og anerkendelse - man var god nok, og hvad end man gjorde, var man god nok, siger Mohammed.
- Al den kærlighed, som man har brug for som barn og ung, og som man ikke fik, så kom de mennesker og gav dig alt det du har søgt om.
'Gled' ind i banden
Vejen ind i banden var for ham en glidebane ikke en lige vej med optagelsesritualer.
- Du er ikke bandemedlem, bare vores ven, lyder det. Og lige så stille og roligt fodrer de dig med nogen ting, forsørger dig, giver dig nogen penge, tager dig med til fester og propper dig, til du bliver mæt, indtil en dag du selv føler, at du skylder dem noget, fortæller Mohammed til Station 2.
Men historien holder ikke.
-Man bliver hjernevasket, lyder det fra Mohammed.
Han fortæller, hvordan han stille og roligt gled ind i miljøet og pludselig var med til overfald på fjender, til skyderier, til træning i lemlæstelse, til indbrud.
- Jeg fandt ud af, at det hele var... meget er løgn og latin, ikke. Så det har gjort mig til at tænke over tingene og se på, hvad fanden jeg laver - det er sgu ikke det værd at være sammen med nogen, der i sidste ende er skide ligeglade med dig, siger han til Station 2.
Levede et dobbeltliv
- Pludselig lever man et dobbeltliv (..) Om morgenen er du helt almindelig arbejdsmand, om aftenen et dyr, der skal ud og jage nogen rivaler og sparke nogle døre ind.
Ifølge Mohammed er hård narko essentielt i at fastholde medlemmer i en bande.
- De giver dig stoffer, tager du stoffer, har du brug for penge. Og hvem har pengene? Det har de. Du bliver afhængig af stofferne, så bliver du automatisk afhængig af dem. De er meget professionelle med de her ting - det er et bånd, de skaber, så du ikke kan gå fra dem, det er en afhængighedsmåde, de gør det på, siger Mohammed.
- Hvis de var rigtige brødre og holdt af dig, ville de fraråde dig at tage stoffer, men nej, det gør de sgu ikke.
Broderskab dække for kriminalitet
Som han fortalte til Station 2 i aftes forsøger han at forlade sin grupperingen. Han mener nu, fortæller han, at broderskabet blot var et dække for at tiltrække og bruge andre mennesker som fodsoldater.
- Da jeg var inde i det, var jeg 100 procent sikker på at, det er det rette - det er det, du får fortalt. De prøver så meget at overbevise dig om, at det med at være et godt menneske, er bare en løgn - 'se regeringen, se politiet'. De bliver ved med at proppe noget ind i dig, at det hele er noget korruption, så det hele kan være lige meget - jeg kan lige så godt være medlem af en bande, siger Mohammed.
Han står ikke alene med sin oplevelse. Flere andre tidligere bandemedlemmer fortæller samme historie.
Peter: Vi er bare skydeskiver
En af dem er, vi kalder ham her 'Peter', solgte både hash og kokain for sin gruppering.
- Man troede, at man gik ind til et fællesskab, et venskab, et broderskab. 'Vi støtter hinanden, vi holder nogle fester, vi hygger os sammen', men det var bare en facade. Mange bliver manipuleret med.
De bliver bare brugt som skydeskiver. Vi kommer ud med alt slæbet, vi kan sælge deres hash, deres coke, siger Peter til tv2.dk.
Også han kalder gruppens top-figurers fortælling om gruppen for løgn.
- De står i toppen og har fået en med i et broderskab, hvor man er lige meget værd alle sammen, men i sidste ende er det dem, der scorer kassen.
Hvis man ikke var der og tjente penge til dem, ville de skide én et stykke, siger Peter.
Søren: Broderskab at klippe fingre af?
En tredje person, vi kalder ham 'Søren', beretter, hvordan han i en rockergruppe blev sat til alt fra madlavning og rengøring til afpresning og tæskehold.
Han trådte ud, inden han blev fuldgyldigt medlem og lever i dag under jorden.
- Jeg troede, at jeg kunne komme ind og ændre miljøet indefra, men efterhånden indså jeg, at det ikke kan lade sig gøre. Hvor er broderskabet i at klippe fingre af folk eller slå dem til lirekassemand på grund af en mindre narkogæld? spørger Søren.
TV 2 Nyhederne viste i aftes et interview med et tidligere bandemedlem, som ligeledes er under jorden.
Ali: Det er ren manipulation
Ifølge eget udsagn har han været blodig håndlanger for en gruppering, og da han stak af fra den, tog han samtidig en viden med sig, som ville kunne sende '10-15 mand i fængsel', fortæller han.
- Jeg tør ikke gå ud. Jeg risikerer mit liv, hvis jeg møder de forkerte mennesker på gaden. Jeg frygter for mit liv, siger det tidligere bandemedlem.
Også han mener, at fortællingen om 'banden' er en stor, tyk løgn.
- Jeg troede, at jeg var sammen med venner. Det var jeg ikke. Jeg var sammen med nogle fjolser, der lyver, bedrager og manipulerer din hjerne, siger han til tv2.dk.
Comments
Post a Comment