Kugleregn var hævn for knivstik

Et skyderi i Avedøre var hævn for knivstik - det fastslår kilder med indsigt i miljøet.
De to sammenhængende episoder udspandt sig søndag, hvor der først var knivstikkeri på en tankstation i Københavns Nordvestkvarterder og nogle timere senere skyderi i et industrikvarter i Avedøre på den Københavnske vestegn.
- Jeg kan bekræfte, at vi har fundet gerningsstedet. Præcis, hvor det er, vil jeg ikke uddybe, siger Carsten Jansson, efterforskningsleder, Vestegnens Politi.

Første episode var på Shelltanken på Frederiksborgvej i KBH Nordvest sidst på eftermiddagen, hvor to grupper unge mænd tilfældigt stødte på hinanden. En voldsom ordveksling udviklede sig til tumult og vold, hvor en 25-årig mand blev såret af knivstik i den ene arm.

Efterfølgende løb han efter gerningsmanden, der sammen med andre stak af i bil.
Den knivstukne er kernemedlem i grupperingen Brothas. Han har tidligere været part som offer for banderelaterede skud og knivstik - ligesom han har været sat i forbindelse med skyderier.

Personligt opgør førte til knivstik
Gerningsmanden menes at have tilknytning til en anden kriminel Nørrebro-gruppering. Ligesom offeret er den formodede gerningsmand en kendt figur i det storkøbenhavnske bandemiljø. Men kilder vurderer, at selve fjendskabet mellem offer og gerningsmand ikke er decideret bande-relateret.
- Der er tale om personligt fnidder, siger en kilde i miljøet.

Læs her: Politiet: Skud kan være hævn for bande-relateret knivstikkeri

Dermed tegner konflikt-scenariet et grumset billede af, hvordan personlige konflikter i det omtalte miljø har det med at udvilke sig i en trist voldsspiral.
- Det er svært at se grænsen mellem de private uvenskaber og de deciderede bandekonflikter - eller rettere hvordan de personlige konflikter udvikler sig når først lavinen ruller, og efterfølgende trækker venner og andre bandemedlemmer med ind i konflikten, forklarer kilden, der vil være anonym.
Næste episode var omkring klokken 22. Her blev en 26-årig, der var kørende i bil ramt af skad affyret fra en anden bil. Det skete i et industrikvarter i Avedøre.
Offeret blev skudsåret i venstre side af kroppen. Efterfølgende kørte han med en kammerat selv til Rigshospitalet, hvor politiet blev alarmeret.
Bilen var ramt af mange projektiler. Og mindst femten skud var affyret.
Efterfølgende havde politiet svært ved at lokalisere gerningsstedet for skyderiet. Ukendte havde tilsyneladende været ude og rydde op og fjerne spor og eventuelle afskudte patronhylstre, erfarer ekstrabladet.dk.


Politiet var massivt til stede efter, at have fået meldingen om
skyderiet i Industrikvarteret i Avedøre. I første omgang havde
politiet dog svært ved at lokalisere gerningsstedet. 
- Jeg vil hverken be- eller afkræfte jeres oplysninger, men der er tilsyneladende tale om et mudret konfliktbillede, der eventuelt involverer bandemedlemmer. Men når det er sagt, behøver der ikke være tale om et decideret bande-opgør, siger Carsten Jansson.
- Vi efterforsker fortsat episoden. Men der er tale om et miljø, hvor folk ikke ligefrem står i kø for at tale med os, siger efterforskningslederen.

Offer har ingen umiddelbare bande-relationer
Ifølge ekstrabladet.dk's oplysninger ligger gerningsstedet ganske tæt på en bygning, der huser en forening eller klub, der fungerer socialt samlingssted, og som især frekventeres af folk med tyrkiske rødder. De besøgende kommer fra hele Københavns-området.
Blandt dem en række kendte ansigter fra det kriminelle miljø - inklusive manden, der sættes i forbindelse med knivepisoden på Shell-tanken tidligere på dagen.
Carsten Jansson har tidligere forklaret, at hverken det 26-årige eller hans kammerat har umiddelbart bande-relationer. Dermed kan der være tale om tilfældige ofre.
Men politiet erkender, at selv om at de to forurettede ikke direkte kan knyttes til bandemiløet, kan de godt have det alligevel.

Godt halvanden time senere - omkring klokken 23.20 - anholdt politiet 15 personer ved Bispebjerg Hospital. Her var offeret for eftermiddagens knivstikkeri på Shelltanken indbragt, og de 15 var i området for at vise deres støtte til den knivstukne.

De mørke biler
Bilen, hvorfra de mange skud blev affyret, beskrives som en mørk Audi. Og netop en mørk Audi var også inde i billedet i forbindelse med et opgøret på en Shell-benzinstation på Frederiksborgvej i København.

Da de 15 personer blev anholdt ved Bispebjerg Hospital, var en deres biler ligeledes en bil, som politiet mistænker for at have været med ved både knivstikkeriet og skyderiet.
- Det vil jeg ikke kommentere på lige nu. Vi efterforsker stadig, og af hensyn til efterforskningen vil jeg ikke kommentere på de konkrete detaljer, siger Carsten Jansson.

Alle 15 blev senere på natten løsladt og ikke forsøgt fremstillet i grundlovsforhør.
Ifølge ekstrabladet.dk's oplysninger er der en del medlemmer fra grupperingen Brothas blandt de 15 anholdte. Men også medlemmer fra en anden bandeguppering var i området - de er ligeledes venner med den knivstukne.

Comments