Sådan lyder Københavns Kommunes svar til bandemedlemmer, der er ældre end 25 år - hvis de henvender sig for at få hjælp til at komme ud af miljøet.
Men den alderstærskel er uholdbar, mener Lars Aslan Rasmussen, socialordfører for Socialdemokraterne i borgerrepræsentationen.
- Bandekonflikten er nu så alvorlig, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at gøre det nemt og sikkert for alle de bandemedlemmer, der ønsker at forlade miljøet, siger han.
- Folk, der ønsker at forlade bandemiljøet, skal naturligvis have hjælp uanset deres alder.
TV 2 Nyhederne og tv2.dk kunne i går fortælle om 'Ali', der opsøgte Københavns Kommune netop for at få hjælp til at forlade sin bande.
- Jeg tør ikke gå ud. Jeg risikerer mit liv, hvis jeg møder de forkerte mennesker på gaden. Jeg gik til kommunen og fortalte dem dette - at jeg var desperat og havde brug for hjælp - men mig havde de ikke noget tilbud til, fordi jeg er over 25 år, sagde han i går.
Ifølge 'Ali' rådede kommunens sagsbehandler ham til at kontakte politiet.
- Jeg går ikke til politiet. Så dum er jeg ikke. Så kunne jeg lige så godt skrive 'dødsdømt' her, siger han i går og pegede på sin pande.
Københavns Kommune bekræftede i går over for TV 2 Nyhederne, at politiet er eneste tilbud til bandemedlemmer over 25 år, som ønsker hjælp til at forlade miljøet.
Og det er ikke godt nok, mener socialordfører Lars Aslan Rasmussen.
- Det er for let bare at skubbe ansvaret over til politiet. Det offentlige har selvfølgelig et ansvar for at resocialisere tidligere kriminelle. Og hvis der er regler, der begrænser, hvem vi kan hjælpe, skal de regler laves om, siger Lars Aslan Rasmussen, der nu vil tage sagen op på politisk hold.
Comments
Post a Comment