Politiet kræver i morgen en 26-årig mand varetægtsfængslet for drabsforsøg efter et skyderi i Ishøj den 12. april, hvor en 21-årig blev kvæstet af et skud i benet.
Se også: Ung mand ramt af skud i Ishøj
Skyderiet skete ved 17-tiden i et grønt område ved Jægerbuen i ishøj. Den 21-årige blev ikke alvorligt såret, men alligevel sigter politiet den 26-årige for drabsforsøg.
Der var tilsyneladende tale om et sammenstød mellem en gruppe fra Ishøj og en gruppe fra Nørrebro, der mødtes efter aftale. Men mødet endte i slagsmål, og en person i den ene gruppe trak en pistol og skød den 21-årige.
Den 26-årige, der blev anholdt i dag, tilhører Ishøj-gruppen, mens det 21-årige offer har relationer til Nørrebro-gruppen.
Skuddet stoppede slagsmålet og alle stak af. Men politiet fik stoppet en bil i et lyskryds, hvor den sårede 21-årige sad, og der blev kaldt ambulance til ham.
Hverken offeret eller andre har hjulpet politiet med oplysninger, men ifølge vicepolitiinspektør Carsten Jansson, Københavns Vestegns politi, lykkedes det at pågribe den 26-årige efter længere tids efterforskning.
Comments
Post a Comment