Teenagedreng dræbt i Tingbjerg-skyderi

Den 17-årige dreng, som søndag aften blev ramt af skud i den københavnske bydel Tingbjerg, er afgået ved døden. Det oplyser Københavns Politi.

Han blev ramt af to skud i hovedet - affyret af ukendte gerningsmænd, som politiet nu er på jagt efter.

Der blev slået alarm om skyderiet ved 21.30-tiden, og massevis af betjente rykkede ud til Tingbjerg for at efterforske sagen. Men der er endnu intet motiv, ingen anholdte eller mistænkte, lyder det.
- Det er på nuværende tidspunkt ikke til at sige, om det er banderelateret eller ej, siger vagtchef Kim Nicholsen fra Københavns Politi.

Politiet har været massivt til stede på Rigshospitalet, hvor lægerne kæmpede for at redde det svært kvæstede skudoffers liv. Han var i yderst kritisk tilstand og afgik ved døden natten til mandag.

Klik og se mere video hos localeyes.dk

Skyderiet, som kostede den 17-årige livet, fandt sted på Ruten, der løber langs Utterslev Mose i Tingbjerg. Det er et boligområde, der ofte plages af uro og skudepisoder.

Det er anden aften i træk, at der er affyret skud på Ruten. Natten til søndag blev der løsnet mere end 30 skud mod en kiosk på denne vej. Ingen blev dog ramt.

Politiet vil ikke udelukke, at kioskskyderiet har at gøre med bandekonflikten, som siden nytår er blusset op i det storkøbenhavnske område. Her har der været ekstraordinært mange banderelaterede skyderier på åben gade.

Den formodede flugtbil fra kioskskyderiet blev kort før klokken 01 natten til søndag - få minutter efter skuddene blev affyret - fundet delvist udbrændt på Klausdalsbrovej i Bagsværd.

Se også: 17-årig ramt af to skud i hovedet

Den optrappede bandekonflikt har ført til, at Rigspolitiet i marts besluttede at udløse en ekstraordinær bevilling på 10 millioner kroner til Københavns Politi, Københavns Vestegns Politi og den særlige bandeenhed Task Force Øst.

Det skete efter, at en 19-årig mand blev dræbt af skud i Høje Gladsaxe i januar, og i februar blev en 27-årig mand dræbt på Finsensvej på Frederiksberg. Adskillige andre er blevet såret i voldelige opgør.

En af hovedspillerne i konflikten er indvandrerbanden Loyal To Familia (LTF), som hovedsageligt holder til omkring Blågårds Plads på Nørrebro og i netop Tingbjerg, men også i Skovlunde og Kokkedal i Nordsjælland.

Overblik over en måneds skudepisoder
 

Søndag 7. april: Under et skyderi ved 22-tiden i et industriområde i Avedøre, hvor to biler er involveret, rammes en 26-årig i den ene bil af et skud i kroppen. En mørk Audi kører fra stedet. Skyderiet forbindes til en tidligere episode samme dag, hvor to grupperinger fra Nørrebro støder sammen på en Shell tank på Frederiksborgvej i NV-kvarteret, hvor en 25-årig fra Brothas bliver stukket i armen med kniv.


Torsdag 11. april: Kl. 20.49 skydes en 19-årig i hovedet på Lundtoftegade, Nørrebro. Han er iført skudsikker vest og har en radio på sig. Politiet mener, han er bandevagt.
Der affyres 31 skud med automatvåben, hvor der også skydes retur mod angriberne, der flygter i en sort Audi A 4 stationcar HG 21 305, der kl. 20.50 findes brændende på Mørkhøj Parkallé på grusparkeringen ved Blågård Seminarium, hvor fire mænd ses løbe fra bilen. Den 19-åriges tilstand er kritisk. Politiet finder en ni mm. pistol i Lundtoftegade.


Fredag 12. april: En 21-årig mand såres af et skud i benet ved 17-tiden på et grønt område ved Jægerbuen i Ishøj. Den 21-årige har en mere perifer tilknytning til bandemiljøet. Politiet mener, at to grupper har sat hinanden stævne til et planlagt møde, der ender i slagsmål. Det stopper, da en person fra den ene grupper trækker en pistol og skyder. Offeret køres væk af en kammerat, men politiet stopper bilen og tilkalder ambulance til den sårede.


Torsdag 25. april: Et skyderi bryder ud cirka kl. 19.45 i Værebroparken i Bagsværd, hvor to grupper tilsyneladende skyder mod hinanden. Der anvendes formentlig to våben og der affyres 10-15 skud, men ingen rammes. Et vidne ser en mand løbe væk med en pistol i hånden. En Alfa Romeo FB 49 525, der kører fra Værebroparken efter skyderiet, findes udbrændt ved Grøndal Centret i Københavns NV-kvarter.


Onsdag 1. maj: Tæt på indgangen til Netto i Værebroparken i Bagsværd åbner en pistolmand ved 16.30-tiden ild mod en gruppe unge, der står under et halvtag, og en af de unge besvarer ilden. Der affyres mindst 15 skud, men ingen rammes. Kvinder og børn løber i dækning i Netto. Pistolmanden, der skyder først, springer ind i en stjålet VW Caddy TL 93 819. To ruder i en stuelejlighed i Værebroparken knuses af vildfarne skud, men ingen er hjemme i lejligheden. De unge, der bliver beskudt, flygter.


Søndag 5. maj: Omkring 35 skud affyres mod ”Poul Minimarked”, Ruten 6 i Tingbjerg, da der cirka 00.43 åbnes ild mod kiosken, muligvis med et automatvåben. Kioskindehaveren og hendes mand er i kiosken, hvor der kort før er kommet en lille gruppe unge ind, som lige vil spille lidt på spillemaskinerne, selvom det er lukketid. De unge løber efter skyderiet, hvor kioskejeren må kaste sig ned på gulvet. Flere skud rammer facaden på butikken. Kort efter bliver der stukket ild på flugtbilen, en Ford Mondeo, der i april blev stjålet i Nordsjælland. En politipatrulje får hurtigt slukket ilden i bilen, der er smidt på en p-plads på Klausdalsbrovej cirka 360 i Bagsværd.

Comments