Tidligere bandemedlem har sat ild til sig selv

storybild
Manden satte ild til sig selv på en institution i Holbæk.

- Jeg har netop modtaget en forfærdelig mail fra en institution, hvor en TBM person via sin kommune er anbragt. Han er psykisk syg og har i frustration over sin situation sat ild til sig selv og sin bolig, og blevet forbrændt med 47 procent på kroppen og ansigtet.

Sådan skriver Michael Green fra foreningen TBM - tidligere bandemedlemmer - på Facebook




'Den er helt gal'
Michael Green fortæller til mx.dk, at han selv var kontaktperson for det tidligere bandemedlem, da han var tilknyttet TBM, og at han derfor kender personen godt.

Efter ildspåsættelsen tidligere i dag blev han fløjet med helikopter til Rigshospitalet, hvor hans situation ifølge Michael Green er kritisk, men uden for livsfare.
- Den er helt gal. Jeg har lige snakket med en af de ansatte, som fortæller, at han ligner en mumie. Det er voldsomt. Han har været på institutionen i omkring et halvt år, men ville ikke være der. Jeg er ikke læge, men det er min opfattelse, at han er psykisk syg, og nu har han sat ild til sig selv, fortæller en tydeligt rystet Michael Green til mx.dk.

Dybt ulykkelig
Det 32-årige tidligere bandemedlem var en del af TBM i tre måneder, før kommunen besluttede, at han skulle anbringes på en institution i Holbæk.
- Vi havde ham i et safehouse, og han var glad for det, fordi han var hos folk, som bedre forstod hans situation. Da han blev fjernet, var han dybt ulykkelig, siger Michael Green.

Politiet undersøger
Hos Midt- og Vestsjællands Politi bekræfter man hændelsen.
- Det er korrekt, at der har været ild i en mand på institutionen i Holbæk. Han har fået forbrændinger på bryst, ansigt, hænderne og armene, fortæller vagtchef Allan Kronvold til mx.dk.

Han fortæller, at politiet fik anmeldelsen klokken 12.
- Vi er ved at undersøge,hvad der helt præcist er sket, men han har i hvert fald fået hældt noget brandbar væske ud over sig. Om det har været bevidst eller ej, kan jeg ikke sige endnu, siger Allan Kronvold.
Ligesom Michael Green er politiet blevet fortalt, at manden ikke skulle være i livsfare.

Comments