Exit fra bandemiljøet
Socialrådgiveren nr. 8, 13. juni 2013
Foreningen for Tidligere Bandemedlemmer er blevet et nyttigt bindeled mellem de kriminelle, der vil ud af banderne, og kommunerne, der ikke ved, hvordan de skal få dem sikkert ud af bandernes greb.
Tekst Sofie Hviid
De kalder sig selv for problemernes losseplads og bliver dagligt ringet op af desperate forældre, væresteder, politibetjente og ikke mindst socialrådgivere. Foreningen for Tidligere Bandemedlemmer – i daglig tale bare TBM – er blevet et slags talerør for de bandemedlemmer, ingen rigtig ved, hvordan man skal hjælpe.
Foreningen træder til med støtte og hjælp og sørger for, at folk øjeblikkeligt bliver fjernet fra miljøet, når de har taget beslutningen. Som en forening af tidligere kriminelle har TBM siden starten i 2009 måttet kæmpe for at blive anerkendt af kommunerne, men stemningen er efterhånden vendt. I kommuner som Herlev, Køge og Frederikshavn har man ifølge foreningen selv flere gange samarbejdet med TBM, der også er blevet officielt talerør, når politikere eller journalister vil vide noget om bandekonflikten.
Talsmanden for foreningen, Michael Green, er foreningens ansigt udadtil. Han er den eneste, der står frem med billede og navn, fordi mange af de andre i dag lever liv, hvor de ikke vil associeres med deres kriminelle fortid. Som person fylder han godt i rummet med brede skuldre og en mørk, gennemtrængende stemme. Ordene vælter ud af munden, uden at efterlade mange pauser til kommentarer eller spørgsmål. At Michael Green er en mand med en sag, er man ikke i tvivl om. Vreden og indignationen over et system, der i hans øjne ikke fungerer, dukker hele tiden op, uanset hvad han taler om.
Kritik af rammemodellen
For få uger siden smed han med sine egne ord en bombe under Kriminalforsorgens bandeexitprogram, da han tryllede en hidtil hemmeligholdt rapport frem og forelagde den for Retsudvalget. Rapporten, der er fra maj 2012, peger på, at programmet ikke fungerer og har ikke set dagens lys, før Michael Green delte den ud. Efter afsløringen forsvarede Kriminalforsorgen sig med, at rapporten ikke holdt vand. Den var blevet forkastet på grund af fejlagtige konklusioner. Men for Michael Green var det en succes endelig at kunne dokumentere, hvad han hele tiden har sagt om regeringens bandeexitprogram.
I hans øjne er bandeexit-strategien i bedste fald ubrugelig – i værste fald er den med til at ødelægge mulighederne for, at bandemedlemmer kommer ud og får et nyt liv på den anden side af bandelivet. Som han ser det, er problemet med rammemodellen, at den er lavet af normale mennesker, nemlig repræsentanter for normalsamfundet, der ikke kender til bandemedlemmernes virkelighed. En skelnen, han hele tiden bruger, når han taler om ”dem og os”. I den virkelighed han selv, og andre med rod i det kriminelle miljø, lever i, er der brug for hurtige beslutninger, der ikke kan træffes inden for normal åbningstid, forklarer han:
- Rammemodellen er lavet af mennesker, der ser verden ud fra deres synspunkter og ikke forstår den her parallelle verden. Kommunerne er nødt til at arbejde i vores virkelighed. Man kan ikke bede folk, der aldrig har været på en kommune, om at møde op og sige, at de gerne vil ud af deres bande for så at få en samtale 14 dage efter. Det er ikke det, de har brug for. De har brug for akut hjælp.
En verden hvor jungleloven hersker
Baggrunden for TBM var en ide om at skabe et alternativ til banderne. En flok mænd, deriblandt Michael Green, med rod i bande- og rockermiljøet sad i 2009 i deres fælles mødelokale og talte om, hvordan man kunne hjælpe folk ud af miljøet. Nogle af dem var selv jaget af deres tidligere bande på det tidspunkt, og andre overvejede at skifte til en rivaliserende gruppering. Problemet med at gå ud af banden er nemlig, at man er nødt til at finde en ny, hvis man vil overleve, fortæller Michael Green med en henvisning til dyrenes verden.
- Vilde dyr, som bliver væk fra deres flok, overlever kun, hvis de finder en ny flok. På samme måde med bandemedlemmer. Hvis du ikke finder en ny bande, har du ingen beskyttelse. Derfor går man ofte over til en anden bande, fordi der ikke er andre alternativer.
Derfor besluttede de 27 mænd, der var forsamlet den dag, at starte Foreningen for Tidligere Bandemedlemmer. Fra starten var de enige om, at det hele skulle være baseret på frivillige kræfter. TBM kører fortsat som en frivillig forening, selvom de reelt udfører arbejde på lige fod med andre private aktører, der tager sig af mennesker med sociale problemer. Hvis det står til Michael Green skal foreningen fortsætte på den måde. De har hverken lyst eller ressourcer til at begynde at søge fonde, og alle i foreningen har arbejde ved siden af, så de kan fortsætte på frivillig basis.
Det kostbare netværk
Foreningen opererer heller ikke helt som andre organisationer. Udover deres samarbejde med forskellige kommuner, rykker de også folk op med rode og sender dem ud af landet igennem deres netværk. Michael Green kan nævne eksempler på tidligere bandemedlemmer, der i dag lever og arbejder i lande som Tyskland, Sverige, Norge og Canada.
At komme ud af et bandemiljø kan sammenlignes med at skulle af med et misbrug, forklarer han. Derfor er det nødvendigt at fjerne folk fra deres miljø, så de kan starte på en frisk. Ofte er det nok, at sende dem til en anden kommune i Danmark. Men for at det kan lykkes at få et nyt liv, er det ikke nok med en bolig og en indkomst, som er det, kommunen kan hjælpe folk med. Det er et langt sejt træk at blive medlem af normalsamfundet:
- Når du ryger ud af en bande, mister du din status og identitet. Du bliver frarøvet dit sociale netværk, og du står i ingenmandsland. Ligesom det er normalt for de fleste mennesker at gå på arbejde hver dag, er det normalt for os at lave kriminalitet hver dag. Når vi skal ud af det, skal vi lære nogle helt nye mennesker at kende. Kommunerne kan ikke tilbyde mennesker fællesskaber og socialt netværk. Det er ikke socialrådgiverens opgaver at sørge for det, men det kan TBM hjælpe folk med, fordi vi ved, hvad det drejer sig om. Vi kender det og har selv prøvet det.
I dag tæller foreningens netværk mere end 400 personer. En stor del af dem er selv blevet hjulpet ud af bandemiljøet og støtter nu op om foreningens arbejde. Dog er den skare af folk, der er fast tilknyttet foreningen kun på omkring 20-25 personer, og de er nøje udvalgt. TBM har ikke lyst til at se deres navn på forsiden af Ekstra Bladet, fordi en har valgt at begå kriminalitet igen. De har ikke nogen ambitioner om at blive politiets eller kommunernes højre hånd, men vil være en støtte for de personer, der har brug for at komme væk.
- Vi er i dag blevet bandernes Røde Kors, som træder til og hjælper dem. Vi er også en medspiller for samfundet, fordi det er bedre, at de her bandemedlemmer søger over i TBM end i en rivaliserende bande. Dermed ikke sagt at vi kan afkriminalisere folk, men TBM er med til at få dem på ret køl. Jeg kan ikke garantere for, at de ikke om et halvt år røver en tankstation, fordi de ingen penge har. Men dem, der vil ud, skal have lov at forlade en bande.
Om rammemodellen
Rammemodellen for exitprogrammer blev lanceret i april 2011 og har til formål at gøre det nemmere for bandemedlemmer at komme ud af miljøet ved at styrke myndighedssamarbejdet. Aftalen er blevet til i samarbejde mellem Justits-, Social- og Beskæftigelsesministeriet.
Atypisk, men succesrigt samarbejde
Foreningen for Tidligere Bandemedlemmer er blevet et nyttigt bindeled mellem de kriminelle, der vil ud af banderne, og kommunerne, der ikke ved, hvordan de skal få dem sikkert ud af bandernes greb.
Tekst Sofie Hviid
De kalder sig selv for problemernes losseplads og bliver dagligt ringet op af desperate forældre, væresteder, politibetjente og ikke mindst socialrådgivere. Foreningen for Tidligere Bandemedlemmer – i daglig tale bare TBM – er blevet et slags talerør for de bandemedlemmer, ingen rigtig ved, hvordan man skal hjælpe.
Foreningen træder til med støtte og hjælp og sørger for, at folk øjeblikkeligt bliver fjernet fra miljøet, når de har taget beslutningen. Som en forening af tidligere kriminelle har TBM siden starten i 2009 måttet kæmpe for at blive anerkendt af kommunerne, men stemningen er efterhånden vendt. I kommuner som Herlev, Køge og Frederikshavn har man ifølge foreningen selv flere gange samarbejdet med TBM, der også er blevet officielt talerør, når politikere eller journalister vil vide noget om bandekonflikten.
Talsmanden for foreningen, Michael Green, er foreningens ansigt udadtil. Han er den eneste, der står frem med billede og navn, fordi mange af de andre i dag lever liv, hvor de ikke vil associeres med deres kriminelle fortid. Som person fylder han godt i rummet med brede skuldre og en mørk, gennemtrængende stemme. Ordene vælter ud af munden, uden at efterlade mange pauser til kommentarer eller spørgsmål. At Michael Green er en mand med en sag, er man ikke i tvivl om. Vreden og indignationen over et system, der i hans øjne ikke fungerer, dukker hele tiden op, uanset hvad han taler om.
Kritik af rammemodellen
For få uger siden smed han med sine egne ord en bombe under Kriminalforsorgens bandeexitprogram, da han tryllede en hidtil hemmeligholdt rapport frem og forelagde den for Retsudvalget. Rapporten, der er fra maj 2012, peger på, at programmet ikke fungerer og har ikke set dagens lys, før Michael Green delte den ud. Efter afsløringen forsvarede Kriminalforsorgen sig med, at rapporten ikke holdt vand. Den var blevet forkastet på grund af fejlagtige konklusioner. Men for Michael Green var det en succes endelig at kunne dokumentere, hvad han hele tiden har sagt om regeringens bandeexitprogram.
I hans øjne er bandeexit-strategien i bedste fald ubrugelig – i værste fald er den med til at ødelægge mulighederne for, at bandemedlemmer kommer ud og får et nyt liv på den anden side af bandelivet. Som han ser det, er problemet med rammemodellen, at den er lavet af normale mennesker, nemlig repræsentanter for normalsamfundet, der ikke kender til bandemedlemmernes virkelighed. En skelnen, han hele tiden bruger, når han taler om ”dem og os”. I den virkelighed han selv, og andre med rod i det kriminelle miljø, lever i, er der brug for hurtige beslutninger, der ikke kan træffes inden for normal åbningstid, forklarer han:
- Rammemodellen er lavet af mennesker, der ser verden ud fra deres synspunkter og ikke forstår den her parallelle verden. Kommunerne er nødt til at arbejde i vores virkelighed. Man kan ikke bede folk, der aldrig har været på en kommune, om at møde op og sige, at de gerne vil ud af deres bande for så at få en samtale 14 dage efter. Det er ikke det, de har brug for. De har brug for akut hjælp.
En verden hvor jungleloven hersker
Baggrunden for TBM var en ide om at skabe et alternativ til banderne. En flok mænd, deriblandt Michael Green, med rod i bande- og rockermiljøet sad i 2009 i deres fælles mødelokale og talte om, hvordan man kunne hjælpe folk ud af miljøet. Nogle af dem var selv jaget af deres tidligere bande på det tidspunkt, og andre overvejede at skifte til en rivaliserende gruppering. Problemet med at gå ud af banden er nemlig, at man er nødt til at finde en ny, hvis man vil overleve, fortæller Michael Green med en henvisning til dyrenes verden.
- Vilde dyr, som bliver væk fra deres flok, overlever kun, hvis de finder en ny flok. På samme måde med bandemedlemmer. Hvis du ikke finder en ny bande, har du ingen beskyttelse. Derfor går man ofte over til en anden bande, fordi der ikke er andre alternativer.
Derfor besluttede de 27 mænd, der var forsamlet den dag, at starte Foreningen for Tidligere Bandemedlemmer. Fra starten var de enige om, at det hele skulle være baseret på frivillige kræfter. TBM kører fortsat som en frivillig forening, selvom de reelt udfører arbejde på lige fod med andre private aktører, der tager sig af mennesker med sociale problemer. Hvis det står til Michael Green skal foreningen fortsætte på den måde. De har hverken lyst eller ressourcer til at begynde at søge fonde, og alle i foreningen har arbejde ved siden af, så de kan fortsætte på frivillig basis.
Det kostbare netværk
Foreningen opererer heller ikke helt som andre organisationer. Udover deres samarbejde med forskellige kommuner, rykker de også folk op med rode og sender dem ud af landet igennem deres netværk. Michael Green kan nævne eksempler på tidligere bandemedlemmer, der i dag lever og arbejder i lande som Tyskland, Sverige, Norge og Canada.
At komme ud af et bandemiljø kan sammenlignes med at skulle af med et misbrug, forklarer han. Derfor er det nødvendigt at fjerne folk fra deres miljø, så de kan starte på en frisk. Ofte er det nok, at sende dem til en anden kommune i Danmark. Men for at det kan lykkes at få et nyt liv, er det ikke nok med en bolig og en indkomst, som er det, kommunen kan hjælpe folk med. Det er et langt sejt træk at blive medlem af normalsamfundet:
- Når du ryger ud af en bande, mister du din status og identitet. Du bliver frarøvet dit sociale netværk, og du står i ingenmandsland. Ligesom det er normalt for de fleste mennesker at gå på arbejde hver dag, er det normalt for os at lave kriminalitet hver dag. Når vi skal ud af det, skal vi lære nogle helt nye mennesker at kende. Kommunerne kan ikke tilbyde mennesker fællesskaber og socialt netværk. Det er ikke socialrådgiverens opgaver at sørge for det, men det kan TBM hjælpe folk med, fordi vi ved, hvad det drejer sig om. Vi kender det og har selv prøvet det.
I dag tæller foreningens netværk mere end 400 personer. En stor del af dem er selv blevet hjulpet ud af bandemiljøet og støtter nu op om foreningens arbejde. Dog er den skare af folk, der er fast tilknyttet foreningen kun på omkring 20-25 personer, og de er nøje udvalgt. TBM har ikke lyst til at se deres navn på forsiden af Ekstra Bladet, fordi en har valgt at begå kriminalitet igen. De har ikke nogen ambitioner om at blive politiets eller kommunernes højre hånd, men vil være en støtte for de personer, der har brug for at komme væk.
- Vi er i dag blevet bandernes Røde Kors, som træder til og hjælper dem. Vi er også en medspiller for samfundet, fordi det er bedre, at de her bandemedlemmer søger over i TBM end i en rivaliserende bande. Dermed ikke sagt at vi kan afkriminalisere folk, men TBM er med til at få dem på ret køl. Jeg kan ikke garantere for, at de ikke om et halvt år røver en tankstation, fordi de ingen penge har. Men dem, der vil ud, skal have lov at forlade en bande.
Om rammemodellen
Rammemodellen for exitprogrammer blev lanceret i april 2011 og har til formål at gøre det nemmere for bandemedlemmer at komme ud af miljøet ved at styrke myndighedssamarbejdet. Aftalen er blevet til i samarbejde mellem Justits-, Social- og Beskæftigelsesministeriet.
Om Foreningen for Tidligere Bandemedlemmer (TBM)
- blev startet i januar 2010 af 27 mænd med baggrund i rocker- og bandemiljøet, er frivillig og har to ’safehouses’ i Danmark.
- har et netværk på 400 personer i Danmark og udlandet, men selve styregruppen er fortsat ikke på mere end 27. Ifølge TBM har de samarbejdet med forskellige kommuner i 30 sager om personer, der skulle flyttes væk fra deres bande.
Mere om bander
Rigspolitiet vurderer, at der i marts 2011 var omkring 110 bande- og rockergrupperinger i Danmark med i alt ca.
1.700 tilknyttede personer.
Lidt over 300 personer med tilknytning til bande- og rockermiljøet afsoner en fængselsstraf i kriminalforsorgens institutioner (august 2012).
Justitsministeriets Forskningskontor offentliggjorde i januar 2011 en rapport, der kortlægger bande- og rockermedlemmers sociale baggrund. Den fastslår, at:
- Der er bred aldersspredning i gruppen.
- Der er personer af både dansk og fremmed etnisk, ikke-vestlig baggrund.
- At indkomstgrundlaget spænder fra overførselsindkomster til forholdsvis høje indtægter fra fast arbejde.
- At uddannelsesniveauet er forskelligt – der findes både erhvervsuddannede og ikke-uddannede.
- At nogle ejer fast ejendom, mens andre er bosiddende i socialt belastede boligområder.
- At nogle har stærke og stabile familiemæssige relationer, mens andre ikk har en så stabil familiebaggrund. Det eneste fællestræk er, at samtlige registrerede bande- og rockermedlemmer er mænd.
Atypisk, men succesrigt samarbejde
Socialrådgiveren nr. 8, 13. juni 2013
Herlev Kommune har i ét tilfælde samarbejdet med TBM om at få en ung mand ud af en bande, og selvom alliancen var usædvanlig, lykkedes projektet.
Tekst: Sofie Hviid
Da Herlev Kommune blev kontaktet af TBM om et bandemedlem, som var truet på livet, flyttede kommunen ham i samarbejde med TBM til en anden kommune. Charlotte Høegh, chef for Socialafdelingen, Herlev Kommune, fortæller her om samarbejdet med TBM.
Hvorfor valgte I at indgå i et samarbejde med TBM?- Den unge mand ville ikke tale med politiet. Han stolede ikke på dem. Vi var ikke i tvivl om, at han var i fare. Derfor valgte vi at indgå et samarbejde med TBM, selvom det er meget atypisk, at vi samarbejder med andre uden for rammemodellen.
På hvilken måde har I samarbejdet med dem?- Helt konkret har foreningen genhuset den unge mand og fungeret som støttekontaktperson. De har sat mål op for ham og lavet en plan i samarbejde med jobcenteret.
Hvad kan en forening som TBM, som kommunen ikke kan?- Som de selv siger, så taler de ikke ”pædagogsnak.” De kan holde dem fast på deres mål og give dem en retning. Det handler ikke om at lægge hele ansvaret over på de unge, men Michael Green og TBM er gode til at forberede dem på, at det bliver en svær tid. Der er også en stor respekt over for især Michael Green. Ikke fordi de er bange for ham, men fordi det gør en stor forskel, at de ved, at han har prøvet det samme som dem selv. Som kommunalt ansatte kan vi aldrig opnå den tillid, uanset hvor meget vi bilder os selv det ind.
Havde du overvejelser, inden du gav grønt lys for samarbejdet?- Jeg havde rigtig mange overvejelser. Alene det faktum at foreningen består af tidligere bandemedlemmer betyder, at det ikke er noget, vi plejer at gøre. Jeg kan være ærlig og sige, at beslutningen har været hele vejen rundt i systemet. Men da vi ikke kunne stille alternativer op, var vi mere bange for, hvad der ville ske, hvis vi ikke gjorde det. Nogen gange må man tage nogle chancer, og det gjorde vi her. Heldigvis er det gået godt, og det går den rigtige vej for den unge mand.
Hvorfor er der overhovedet behov for en forening som TBM?- Vi har exitsager, som vi har klaret selv, men der har de ikke været så truet, som var tilfældet med denne sag. Netop i de tilfælde har vi et kæmpe problem, hvis vi ikke begynder at samarbejde mere på tværs. I dag finder man kommuner, hvor man tidligere har arbejdet sammen, men vi har ikke så mange muligheder i rammeaftalen.
Hvad skal kommunerne blive bedre til?- Vi kan godt blive bedre til at møde folk, hvor de er. Vi kan ikke bede et bandemedlem om at møde op på kommunen. De er truede, og de har ikke lyst til at blive set på kommunen, hvor de risikerer at rende ind i deres fjender, der er nede for at hente kontanthjælp. De her mennesker har en grundlæggende mistillid til systemet, og derfor skal man bruge utraditionelle metoder for at nå dem.
Hvad er din holdning til, at man bruger foreninger som TBM – er det problematisk?- Jeg har været helt tryg i hele processen og har været tilfreds med samarbejdet. De har endda gjort det til fornuftig pris, og det havde været dyrere, hvis vi skulle have brugt andre løsninger som forsorgshjem. Jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skulle gøre det igen. Man kan jo ikke give alle den samme medicin. Det handler om, hvad der virker for lige netop det menneske, det handler om.
Herlev Kommune har i ét tilfælde samarbejdet med TBM om at få en ung mand ud af en bande, og selvom alliancen var usædvanlig, lykkedes projektet.
Tekst: Sofie Hviid
Da Herlev Kommune blev kontaktet af TBM om et bandemedlem, som var truet på livet, flyttede kommunen ham i samarbejde med TBM til en anden kommune. Charlotte Høegh, chef for Socialafdelingen, Herlev Kommune, fortæller her om samarbejdet med TBM.
Hvorfor valgte I at indgå i et samarbejde med TBM?- Den unge mand ville ikke tale med politiet. Han stolede ikke på dem. Vi var ikke i tvivl om, at han var i fare. Derfor valgte vi at indgå et samarbejde med TBM, selvom det er meget atypisk, at vi samarbejder med andre uden for rammemodellen.
På hvilken måde har I samarbejdet med dem?- Helt konkret har foreningen genhuset den unge mand og fungeret som støttekontaktperson. De har sat mål op for ham og lavet en plan i samarbejde med jobcenteret.
Hvad kan en forening som TBM, som kommunen ikke kan?- Som de selv siger, så taler de ikke ”pædagogsnak.” De kan holde dem fast på deres mål og give dem en retning. Det handler ikke om at lægge hele ansvaret over på de unge, men Michael Green og TBM er gode til at forberede dem på, at det bliver en svær tid. Der er også en stor respekt over for især Michael Green. Ikke fordi de er bange for ham, men fordi det gør en stor forskel, at de ved, at han har prøvet det samme som dem selv. Som kommunalt ansatte kan vi aldrig opnå den tillid, uanset hvor meget vi bilder os selv det ind.
Havde du overvejelser, inden du gav grønt lys for samarbejdet?- Jeg havde rigtig mange overvejelser. Alene det faktum at foreningen består af tidligere bandemedlemmer betyder, at det ikke er noget, vi plejer at gøre. Jeg kan være ærlig og sige, at beslutningen har været hele vejen rundt i systemet. Men da vi ikke kunne stille alternativer op, var vi mere bange for, hvad der ville ske, hvis vi ikke gjorde det. Nogen gange må man tage nogle chancer, og det gjorde vi her. Heldigvis er det gået godt, og det går den rigtige vej for den unge mand.
Hvorfor er der overhovedet behov for en forening som TBM?- Vi har exitsager, som vi har klaret selv, men der har de ikke været så truet, som var tilfældet med denne sag. Netop i de tilfælde har vi et kæmpe problem, hvis vi ikke begynder at samarbejde mere på tværs. I dag finder man kommuner, hvor man tidligere har arbejdet sammen, men vi har ikke så mange muligheder i rammeaftalen.
Hvad skal kommunerne blive bedre til?- Vi kan godt blive bedre til at møde folk, hvor de er. Vi kan ikke bede et bandemedlem om at møde op på kommunen. De er truede, og de har ikke lyst til at blive set på kommunen, hvor de risikerer at rende ind i deres fjender, der er nede for at hente kontanthjælp. De her mennesker har en grundlæggende mistillid til systemet, og derfor skal man bruge utraditionelle metoder for at nå dem.
Hvad er din holdning til, at man bruger foreninger som TBM – er det problematisk?- Jeg har været helt tryg i hele processen og har været tilfreds med samarbejdet. De har endda gjort det til fornuftig pris, og det havde været dyrere, hvis vi skulle have brugt andre løsninger som forsorgshjem. Jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skulle gøre det igen. Man kan jo ikke give alle den samme medicin. Det handler om, hvad der virker for lige netop det menneske, det handler om.
Comments
Post a Comment