Politiet: Brand var attentat mod Bandidos




Det var tilsyneladende et angreb på rockergruppen Bandidos, der var årsag til, at en industribygning på Falkenborgvej i Frederikssund nedbrændte natten til onsdag. Det oplyser Nordsjællands Politi.
- Vi ser det som et brandattentat mod Bandidos udført af en række banderelaterede personer, og vi betragter det som en alvorlig eskalering, siger politiinspektør Michael Hellensberg til ritzau ifølge TV2 Nyhederne.


Nordsjælllands Politi har anholdt 26 mænd i alderen 17 og 38 år, og de vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hillerød onsdag eftermiddag.
- Målet er varetægtsfængsling, så vi kan efterforske yderligere, mens de sidder varetægtsfængslet, siger Michael Hellensberg.
For cirka halvandet døgn overfaldt en gruppe hætteklædte mænd en anden gruppe mænd med køller, og politiet vurderer, at branden på Falkenborgvej er en eskalering af den konflikt.
- Vi har forskellige indikationer på, at der har været spændinger mellem en gruppering i Frederikssund og Bandidos, og vores teori er, at det her er udmøntningen af det, siger Michael Hellensberg.
Politiet skal nu afhøre de 26 anholdte og undersøge deres baggrund, mens teknikerne leder efter spor i det brandhærgede Bandidos-hus.
Branden brød ud omkring kl. 00.30, og kort efter var politiet talstærkt til stede ved bygningen, hvor adskillige unge mænd blev set løbe fra. 26 personer blev anholdt, men politiet har hidtil været meget sparsomme i forhold til oplysninger om de involverede.

Comments