Så groft blev HA-rockere afstraffet

  • De blev overfaldet i et øde område ved Ugandaskoven på Amager den 21. september sidste år, og nu har statsadvokaten rejst tiltale mod tre HA-rockere for at stå bag den blodige afstraffelse, der skyldtes et internt opgør i Hells Angels.

    De to ofre blev smidt ud af Hells Angels i bad standing og blev angrebet med slag, spark, knivstik og andre ukendte våben. Overfaldmændene var, ifølge tiltalen, tre medlemmer af HA eller AK 81 på 27, 26 og 33 år, der nu er tiltalt for legemsangreb under særdeles skærpende omstændigheder. Det kan straffes med op til 10 års fængsel.
    De to ofre var i 'potentiel' og 'manifest' livsfare, men alligevel har statsadvokaten droppet at tiltale de tre rockere for drabsforsøg, som de oprindeligt var sigtet for.

    Økonomisk strid ?
    Motivet til afstraffelsen og udsmidningen af de to HA-rockere skyldtes efter Ekstra Bladets oplysninger et økonomisk mellemværende. Ifølge Hells Angels interne regler bliver man smidt ud af klubben, hvis man snyder andre HA´ere, og det blev de to beskyldt for.
    De blev lokket til et møde ved Uganda-skoven, og her fik HA´erne kontant besked på, at de nu var forhenværende HA´ere.

    Den 31-årige blev efter overfaldet smidt ud af en bil på Englandsvej, mens den 32-årige blev fundet på bagsædet af en bil på Englandsvej med kvæstelser i benene.

    Flere ukendte på fri fod
    Politiet mener, at flere ukendte gerningsmænd deltog i afstraffelsen, men kun de nu tre tiltalte er blevet identificeret.

    Det ene offer fik en kvæstningsblødning i højre lunge, fik flere brud på skinne og lægbenet, brækkede højre lårben og fik kvæstelser på venstre hånd, højre underarm og venstre underben, og han var i 'potentiel' livsfare, lyder anklageskriftet.

    Det andet offer blev påført alvorlige skader, blandt andet en brækket underkæbe, luft i bløddelene i halsen, kvæstning af lungernes underklapper, blodansamling i venstre lungehule, brækkede ribben, brækkede lægben og ankelknuder og snitsår i hovedbunden og venstre underarm, og han var i 'manifest' livsfare, lyder tiltalen.

    Efter afstraffelsen mente politiet, at 'rockerbrødrene' var blevet overfaldet med køller og blevet tilføjet skudsår. Den teori er ikke bekræftet i anklageskriftet, der 'kun' omtaler kniv, ukendte våben og/eller 'værktøj'. Mindst en af de nu tiltalte er blevet fældet af dna-spor fra gerningsstedet.

    Den 33-årige tiltalte er også anklaget for besiddelse af to Browning-pistoler, en 7.65 mm og en 6.35 samt 355 skarpe skud.

    De to yngste er tidligere dømt for vold, hvilket er en skærpende omstændighed.
    Sagen kommer senere for et nævningeting i Københavns Byret, og alle tre har siddet varetægtsfængslet siden efteråret.
    De to tidligere Hells Angels rockere blev mishandlet, da de røg i bad standing. Begge var i livsfare og fik alvorlige kvæstelser.

    Comments