Livvagter skjulte rocker i feriehus




Den 40-årige Bandidos-rocker Peter Buch Rosenberg var i livsfare under konflikten med indvandrerbanden Brothas i foråret. Derfor blev han skjult i et feriehus på Strandkrogen i Dronningmølle, hvor han var omgivet af bevæbnede livvagter.

Peter Buch Rosenberg er 'Sergent of Arms' i Bandidos og derfor en central figur under en væbnet konflikt.

Det tre-etagers luksushus med to altaner, den ene med jacuzzi, blev overvåget af to videokameraer, der var sat op på hver altan. De havde forbindelse til en tv-skærm i stuen, og livvagterne var udrustet med skudsikre veste og en natkikkert.

Våbenarsenalet var to Zastava-pistoler med lyddæmper og magasiner med otte og ni skud.

Dømt i fællesskab
I dag dømte retten i Helsingør Peter Buch Rosenberg og to af livvagterne for besiddelse af de to pistoler, mens den tredje livvagt blev frifundet, fordi retten ikke fandt det bevist, at han vidste, at der var pistoler i feriehuset.

Peter Buch Rosenberg blev idømt halvandet års fængsel, mens den 20-årige supporter Ari Hussein, der siger, at pistolerne alene var hans, fik to år og seks måneders fængsel.

Se også: Tiltale: Bandidos klar til krig

Den 28-årige hang-around Michael Fuhlendorff fik to år og ni måneders fængsel. De to sidstnævnte fik de længste straffe, fordi de havde tidligere reststraffe 'i sparekassen'. Den fjerde tiltalte, 25, der blev frifundet for våbendelen, fik 28 dages fængsel for småforhold.

Peter Buch Rosenberg og Michael Fuhlendroff ankede på stedet til frifindelse, mens Ari Hussein tog betænkningstid.

Skud mod Bandidos klubhus
I foråret var Bandidos i konflikt med Brothas, hvor der to gange blev skudt med automatvåben mod Bandidos-klubhuset på Kirkegade 8 i Hvidovre, første gang 4. marts og igen 18. marts. Ingen blev ramt ved de to skudepisoder, hvor Brothas tog ansvaret for den første.

Se også: Skud mod Bandidos-klubhus

- Bandidos har blandet sig i vores interne sager. Derfor har vi gennemhullet deres klubhus, sagde repræsentanter fra Brothas til Ekstra Bladet.

21. marts stormede politiet klubhuset og fandt tre skarpladte pistoler, knive, slagvåben og en økse. Ni rockere blev anholdt og tiltalt for våbenbesiddelsen, fordi politiet mente, det var 'puljevåben', som rockerne skulle bruge til forsvar mod Brothas.

Retten i Glostrup idømte 8. juli seks af de ni tiltalte, tre medlemmer af Bandidos og tre prøvemedlemmer, hver et år og tre måneders fængsel for pistolerne. Men tre fra støttegruppen 'Mexigang' blev kun dømt for besiddelse af stik- og slagvåben. Retten sagde, at de tre pistoler var til fælles brug for Bandidos-rockerne.

Bandidos-rocker var i fare
Under konflikten med Brothas mente Bandidos tilsyneladende, at det mangeårige medlem Peter Buch Rosenberg var et særligt mål for Brothas, og derfor blev han skjult i ferieboligen i Dronningmølle.
Det fik politiet nys om, og 2. april klokken 23.15 gik politiet i aktion.

Se også: Bandidos-klubhus ramt af skudsalve

Det skete meget synligt, så rockerne ikke forvekslede politiet med fjenderne.

Betjentene var iført gule veste og råbte de fire i ferieboligen an i megafon. De to pistoler blev kastet ind på nabohusets altan, og den yngste af de anholdte, en 20-årig Bandidos-supporter, påtog sig straks ansvaret for de to pistoler - og det holdt han fast i under retssagen i Helsingør.
Ifølge anklageskriftet i sagen var formålet med at leje feriehuset i Dronningmølle at beskytte Peter Buch Rosenbergs liv og helbred som led i en verserende konflikt mellem medlemmer af Bandidos og medlemmer af Brothas.

De tre dømte blev alle fortsat varetægtsfængslet efter dommen.
Anklager Stine Winther er godt tilfreds med dommen i dag: - Det har hele tiden været vores opfattelse, at de havde forskanset sig i sommerhuset, fordi Peter Buch Rosenberg var udpeget som mål af Brothas. Retten har lagt til grund, at de befandt sig i huset for at beskytte Rosenberg, og at de havde kendskab til våbnene, der skulle bruges i konflikten, siger anklageren.

Se også: Bandidos lukker afdeling på Amager
Se også: Toprocker forlader Bandidos

Comments