Skulle få unge ud af bandemiljøet: Nu er han knaldet for våben og kokain

  •  
  • Det var her på Ellevej i Hørsholm nord for København, at politiet 12. marts i år fandt 19,9 gram kokain og en skarpladt pistol. Kort efter blev Khaled Hussain anholdt og siden idømt 15 måneders fængsel. (Foto: Christian Liliendahl og Jesper Bjørn Larsen/Villabyerne)




  • Han var ansat af kommunen til at arbejde med bandekriminelle – nu er han dømt for besiddelse af skarpladt våben og narko.

    En kommunalt ansat, der skulle få unge bandekriminelle i de nordsjællandske kommuner Hørsholm og Fredensborg på ret kurs, blev 6. juni i år idømt 15 måneders fængsel for besiddelse af 19,9 gram kokain og en skarpladt Zastava-pistol.

    Den 29-årige Khaled Hussain er uddannet pædagog og har taget en universitetsoverbygning i pædagogisk psykologi samt specialiseret sig i bandemiljøer. Han blev anholdt 12. marts i forbindelse med en storstilet aktion, hvor 42 adresser i hovedstadsområdet og Nordsjælland blev ransaget.


    I flere år var Khaled Hussain en rollemodel, en eftertragtet mønster-indvandrer med palæstinensisk baggrund, der kunne trænge ind bag den hårde, kolde og kyniske facade i bandemiljøerne i København og Nordsjælland. I dag er han dømt og fængslet.

    Gemt hos veninde

    Selv siger Khaled Hussain, at han havde fået kokainen og det skarpladte våben af nogle unge. Han gik ikke til politiet, men gemte ulovlighederne i en kælder. Hans forklaring er, at han ventede på, at hans chef kom hjem fra ferie, men det holder ikke – og dommen fra Retten i Helsingør er klokkeklar, mener politiet.
    - De undskyldninger er nogle, man ofte støder på. Dommen afspejler, at der ikke er nogen i retssalen, der har troet på ham, siger politiinspektør hos Nordsjællands Politi, Michael Hellensberg, der stod for aktionen 12. marts.

    Aktionen var et led i indsatsen mod de kriminelle bander, der siden nytår har kæmpet en blodig kamp, som har spredt skræk og rædsel blandt borgere i København og Nordsjælland. En af adresserne var på Ellevej i

    Hørsholm, nord for København, hvor en af Khaled Hussains veninder bor.
    I kælderen fandt politiet 19,9 gram kokain og Zastava-pistolen, som Khaled Hussain har erkendt, at han gemte der. Veninden vidste ifølge Khaled Hussain ikke, hvad der lå i den aflåste kasse. Kokainen og den skarpladte pistol nåede at ligge gemt i ca. tre uger.

    Ventede på leder

    Hvorfor gik du ikke til politiet?
    - Jeg har altid været tilknyttet en leder, som jeg har søgt til, hvis det var nødvendigt. Hvis jeg tog kontakt til politiet, så ville der komme spørgsmål om, hvor jeg havde det fra og så videre. I mit arbejde er fortrolighed meget vigtigt. Så før jeg selv traf en beslutning, havde jeg brug for at tale med min arbejdsgiver, siger Khaled Hussain, der ikke forklarer, hvorfor han ikke gjorde mere end blot at sende en mail til sin ferieramte overordnede for at få fat i ham.


    Politiets Michael Hellensberg fortæller, at det ikke var ‘tilfældigt’ at man anholdt Khaled Hussain.
    Men det er vel ikke så mærkeligt, at han er blevet set sammen med bandemedlemmer, når han nu arbejder med dem?
    - En relation, som den du beskriver, vil være bekendt for os. Dermed siger jeg også, at der er andre årsager til, at vi ender hos ham. Det er ikke tilfældigt, siger politiinspektøren.

    Khaled Hussain har dog en anden opfattelse af, hvad der førte til hans anholdelse:
    - Min adresse var ikke en af de 42 adresser, der blev ransaget. De ransagede først min adresse, efter de havde fundet det (19,9 gram kokain og den skarpladte Zastava-pistol, red.) i hendes kælder. Så fortalte hun (veninden, red.) politiet, at det var mig, der havde lagt det der. Derefter ransagede de min adresse. Politiet ransagede hendes adresse, fordi der var en, som var i politiets søgelys, der havde postadresse hos hende, siger Khaled Hussain, der ikke vil fortælle, hvem personen er.

    Khaled Hussains veninde blev ikke tiltalt i sagen og er dermed heller ikke dømt for noget.
    Svarer det til, at man sætter ræven til at vogte høns? Det mener Kim Kliver, der er leder af politiets særlige bandeenhed på Sjælland. 

    Comments