Bandidos-rocker stukket ned tæt på HA-borg

Sagen om et brutalt og blodigt knivoverfald mod en 28-årig mand nær Hells Angels´ klubhus i Nørresundby tog en uventet drejning her til morgen, da Nordjyllands Politi løslod de to mistænkte mænd på henholdsvis 23 og 30 år. De to mænd er ligesom offeret særdeles kendte ansigter hos polititiet, idet de alle tre mange gange tidligere har været involveret i kriminalitet.
Mændene blev anholdt i aftes, efter at den 28-årige mand var blevet stukket to gange i i bryst og mave i forlængelse af et klammeri på Østergade i Nørresundby. Sammenstøddet skete på et fortov foran en computerforretning tæt på Hells Angels´ klubhus, men ifølge Nordjyllands Politi er der ingen sammenhæng til rockermiljø eller bandekonflikt.
Politi: Ikke rocker-relateret
Det 28-årige offer er ifølge Ekstra Bladets oplysninger medlem af rockergruppen Bandidos, men den omstændighed, at han som Bandidos-rocker blev stukket ned nær den rivaliserende bande, Hells Angels´ klubhus, er ifølge Nordjyllands Politi ikke ensbetydende med, at knivstikkeriet er rocker-relateret.
Det har endnu ikke været muligt at få en forklaring fra politiet på, hvorfor de to mænd er løsladt uden sigtelse.
Det 28-årige knivoffer er fortsat indlagt på Aalborg Sygehus, men er uden for livsfare.

Comments