Jønke stævner eks-rocker for anklage om mordkomplot

Hells Angels-talsmand anklaget for mordkomplot: Jeg lægger sag an

                 
Den tidligere Hells Angels-rocker, bedemanden Lars Jensen, der står bag foreningen Forbyd HA, vil nu blive mødt med en injuriesag.

Det sker, efter at eks-rockeren i en ny bog - 'En forfærdelig mand' - anklager Hells Angels-talsmand Jørn Jønke Nielsen for at stå bag et mordkomplot mod sig.

Mordkomplottet skulle ifølge bogen være udført af en rockerlærling i november 2012, men lærlingen fik kolde fødder. Han har siden fortalt sin historie til politiet og er i dag i et vidnebeskyttelsesprogram.

Det angivelige komplot er omtalt på forsiden af dagens BT med ordene: 'Bedemanden afslører i ny bog: Jønke ville have mig myrdet'.

- Det bar i mine øjne Jønkes perverse signatur, står der i bogen om drabsforsøget, der ifølge Lars Jensens oplysninger skulle være sket i soveværelset, mens hans hustru lå i sengen ved hans side.

Da tv2.dk fangede Jørn Jønke Nielsen fredag morgen, havde han endnu ikke læst avisen - eller bogen.

- Jeg overvejer en injuriesag, sagde Jørn Jønke Nielsen.
Han var dog ikke overrasket, da BT har tidligere haft et billede af ham og Lars Jensen på forsiden med ordene 'Ordre til Jønkes chauffør: Du skal myrde bedemanden'. En opstilling, der i udløste kritik i Pressenævnet, da det kunne opfattes, som om HA-talsmanden havde givet ordren.

- BT har tidligere fået en næse i Pressenævnet. Nu har de fået lejligheden til at gentage anklagen i kraft af, at der er en psykisk syg, der har skrevet en bog, siger Jørn Jønke Nielsen.
Nogle timer senere vender Hells Angels-talsmanden tilbage med en beslutning:
- Jeg må nødvendigvis anlægge en injuriesag. Jeg har ikke andet valg, siger Jørn Jønke Nielsen til tv2.dk.

Det angivelige drabsforsøg har været efterforsket af politiet, der dog ikke har fundet beviser til at rejse en sag mod Jørn Jønke Nielsen - eller andre.

Bogens forfatter, Lars Jensen fastslår over for tv2.dk, at han føler sig overbevist om, at anklagen mod HA-talsmanden er korrekt. Han fortæller til tv2.dk, at han har stykket sin historie samme via brudstykker, som han har fået fra politiet og andre kilder.
- Jeg får at vide af politiet, at der har været en drabsplan mod mig. Jeg får også at vide af politiet, at det er faldet på plads ved et møde mellem Hells Angels og Bandidos i København, hvor de deler landet mellem sig, og hvor Jørn Jønke Nielsen og Brokside (drabsdømt Hells Angels-rocker, red.) er til stede, siger Lars Jensen.

Desuden angiver han, at han via en mellemmand har fået et udførligt referat af, hvordan drabet skulle være sket. Desuden var rockerlærlingen tæt på Jønke, fastslår Lars Jensen.
- Han er kendt for at være Jønkes protege. Der er jo ikke andre end Jønke, der giver ham ordrer, mener Lars Jensen.

Han medgiver dog, at han ikke kan bevise anklagen.
- Er det hårdtslående beviser? Det er nok for mig. Men det er selvfølgelig indlysende, at hvis politiet kunne hænge Jønke op på det, så havde det gjort det, siger Lars Jensen, der tager et evt. søgsmål - og anklagen om at være ¨'psykisk syg' - roligt.
- Jeg fastholder min teori. Hvis Jønke har et problem med det, må han bide til bolle, nemlig at pudse sin advokat på mig.

Jørn Jønke Nielsen blev i 1989 idømt 16 års fængsel for mordet Henning Norbert Knudsen, præsident for den rivaliserende rockerklub Bullshit. Lars Jensen der derimod blandt andet dømt for at have dræbt sin far. Det var dog ikke mord, da han opsøgte og rettede et jagtgevær mod faren, men blot vold med døden til følge, mente retten

Comments