Politiet: Bandidos-opgør bag knivstikkeri i halsen


Bandidos klubhus Mosevej Ballerup.

Det var tilsyneladende et internt opgør i rockerklubben Bandidos, der lå bag, at en 37-årige mand lørdag blev stukket i halsen med en kniv.
Det fortæller Charlotte Skovby fra Københavns Vestegns Politi til eb.dk.
- Der er intet, der tyder på, at der er tale om et nyt bandeopgør. Vi hælder mere til teorien om, at der er en sag om internt fnidder, siger Charlotte Skovby til eb.dk.
I følge Ekstra Bladet har den 37-årige mand tidligere været prøvemedlem af Bandidos.
Den 37-årige mand, der blev stukket i halsen, tabte meget blod efter knivstikkeriet, og han blev bragt til hospitalet. Han er dog uden for livsfare.
Politiet anholdt lørdag aften syv personer i Bandidos´ rockerborg i Ballerup. To af de anholdte, der har tilknytning til Bandidos, blev søndag formiddag varetægtsfængslet i fire uger sigtet for grov og brutal vold. Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre af hensyn til efterforskningen, men politiet mener umiddelbart ikke, at der er yderligere gerningsmænd på fri fod.
Anholdelserne i rockerborgen skete efter, at politiet lørdag kl.17.11 fik en melding om en mand, der sad såret i en bil ved motorring 3 ud for afkørsel 18 nordvest for København. Der var desuden en medpassager i bilen.
Politiet konstaterede hurtigt, at den sårede mand havde tilknytning til Bandidos, og rutinemæssigt sendte det patruljer til kendte opholdssteder for rockerklubben i politikredsen. På Mosevej i Ballerup, hvor Bandidos holder til, fandt politiet blod ude foran klubhuset, hvilket gør, at man formoder, at den 37-årige er flygtet fra rockerborgen i Ballerup, og derefter selv eller fået medpassageren til at ringe efter en ambulance pga skaderne.
- Han mistede rigtig meget blod efter knivstikkeriet, lyder det fra Charlotte Skovby fra Københavns Vestegns Politi til eb.dk.
Hverken den sårede eller de to anholdte ønsker at fortælle politiet, hvad der er sket, og de nægter sig skyldige.

Comments