Bandeleder i livsfare efter knivstikkeri


 Danny Abdalla, der er fra Libanon og lever på tålt ophold i Center Sandholm, sad og ventede på at få hjælp til sin havarerede bil, da han pludselig blev overfaldet af tre ukendte gerningsmænd, der kørte op på siden af ham.

Ifølge politiet stod to personer ud af bilen, mens den tredje formentligt blev siddende bag rattet. Der opstod noget tumult, som endte med at Danny Abdalla blev stukket i låret, underbenet og i halsen. Det sidste stik ramte pulsåren.

Se video fra gerningsstedet over artiklen. Se mere på localeyes.dk

Se også: TV: Her bliver Danny Abdallas krigsminister anholdt

I livsfare
Danny Abdalla blev hastet til Rigshospitalet, hvor han måtte igennem en fem timer lang operation. Politikilder oplyser til Ekstra Bladet, at de frygtede for bandelederens liv.
 
Tirsdag formiddag er han dog udenfor livsfare oplyser Lau Thygesen fra Københavns Politi til Ekstra Bladet.
– Jeg kan bekræfte, at manden, der i aftes blev stukket ned, er stabil på nuværende tidspunkt, siger han. Det samme oplyser Danny Abdallas kæreste til Ekstra Bladet.
- Danny har det godt. Hans tilstand er stabil. Han har været på operationsbordet indtil klokken halv fem i morges, og jeg har talt i telefon med ham i formiddag. Hans tilstand er stabil, men han lød ikke alt for godt, siger kæresten Sandra Mulanic, der bor i Nordjylland.

Bilen var gået i stå
Hun fortæller desuden, at hun talte med Danny Abdalla en halv time før knivstikkeriet.
- Han ringede og fortalte, at de var gået i stå ude i Nordvest med bilen, og at han havde ringet til Falck. Det næste der skete var, at jeg blev ringet op af Muddi, som var sammen med Danny i bilen, da han blev overfaldet.

Politiet vil endnu ikke udtale sig om motivet til det voldsomme overfald.
– Det er ikke en tilfældig person, der er blevet overfaldet, og det kan have relation til bander. Så der kan være mange mistænkte, lyder det.

Se også: Abdalla gør os til grin

Ingen opbakning
Danny Abdalla har flere domme for blandt andet våbenbesiddelse, narkohandel og trusler i bagagen, og Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, at den 47-årige har rekrutteret folk til den nyetablerede bande ' Kamikaze'. Her stod han blandt andet frem sammen med 'krigsminister' Ahmad Al Assi, som også er en kendt kriminel på tålt ophold i Center Sandholm.

Dog har Ekstra Bladet erfaret, at den nye gruppering ikke har været den store succes for Danny Abdalla, og at Ahmad Al Assi har trukket sig fra projektet. Alligevel skulle den 47-årige Abdalla have ført sig frem, som om han havde en beskyttende hær bag sig.

En anonym kilde siger dermed, at knivstikkeriet kan have noget at gøre med, at Danny Abdalla simpelthen har 'spillet for smart'.
- Det kan være svært at føre sig frem som bandeleder, hvis man ikke har nogen bande, lyder det.
 

Comments