Tilholdssted for Bandidos udbrændt.

Af Thomas Stærmose, Berit Hartung, BNB, Video: Localeyes


Flere personer med tilknytning til rockergruppen Bandidos måtte natten til onsdag redde sig ud af en brændende rockerborg i Kvistgård i Nordsjælland.

Rockerne lå og sov i en del af bygningen, da der pludselig udbrød brand i den anden, hvor der ligger et værksted. Alle personer kom ud i tide og ingen kom noget til.

Branden udbrød kort før klokken tre natten til onsdag. Rockergruppen Bandidos har hovedkvarter i bygningen. 
- Brandvæsenet kæmper stadig godt på derude. Det er en ret omfattende brand, der har fået fat under taget i to bygninger. Så vi ved endnu ikke, hvornår vi kan få branden slukket, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi Palle Jørgensen.

Klik her og se mere på localeyes.dk

Årsagen til branden var tidligt onsdag endnu ukendt, men Nordsjællands Politi vil dog ikke udelukke muligheden for, at branden kan være påsat.
- Vi har talt med dem, der ejer huset, men jeg vil ikke komme nærmere ind på, hvad de har sagt.

Vores efterforskning vil vise, hvad der har forårsaget branden, siger Palle Jørgensen.
Han vil ikke uddybe nærmere, hvorfor politiet har en mistanke om, at branden kan være påsat.

Onsdag morgen havde brandvæsenet forsøgt at få bugt med flammerne i tre timer.
Den seneste tid har rocker-miljøet på Sjælland været præget af interne spændinger med flere brande.

Det er kun ni dage siden, at et Bandidos-hus i Haslev brændte. Det er endnu ikke blevet opklaret, hvorvidt den brand var påsat.

Politiet har også lukket et rocker-tilholdssted i Næstved, hvor gruppen Westside Nation holder til.
BNB

Læs også:

Comments