Vil lave spillefilm om rocker-vidnes liv


Det barske miljø i Hells Angels bliver endevendt i bogen 'Kronvidnet - Hells Angels indefra'. Nu er bogen ved at blive forvandlet til en spillefilm. På billedet ses tyske medlemmer af den berygtede rockerklub. (Foto: FREDRIK VON ERICHSEN)

Filmselskabet Cosmo har købt rettighederne til journalist Morten Frichs bog, 'Kronvidnet', om en rocker, der vidnede mod sine tidligere brødre i Hells Angels.

Det forhenværende medlem af Hells Angels er i dag som sunket i jorden. Han lever et nyt liv under et nyt navn med et plastikopereret ansigt på en hemmelig adresse. Hans gamle liv er nu på vej til de danske biografer.

Filmselskabet Cosmo har købt rettighederne til Berlingske-journalist Morten Frichs bog 'Kronvidnet' med det formål at bruge bogen som forlæg til en spillefilm.
- Cosmo har købt rettighederne som option, og det er planen at lave en spillefilm. Jeg ved ikke præcis hvor langt i forløbet de er, men vi håber, det lykkes, og vi tror på projektet, siger Jakob Kvist, kreativ direktør i People's Press - forlaget der har udgivet 'Kronvidnet'.

'Kronvidnet' fortæller historien om Hells Angels-rockeren Kasper Vetter, der lever et kriminelt liv i en sky af kokain. Han begår alle former for kriminalitet - lige fra bordelvirksomhed og hashhandel til salg af kopitøj og svindel med ejendomme.

På grund af narko og dårlige nerver kommer han bagud med at indkassere sine tilgodehavender og rager økonomisk uklar med sine forbindelser. Det bliver begyndelsen på et dramatisk exit fra rockermiljøet. Til sidst står han med valget mellem at tage sig eget liv eller blive politiets vidne. Kasper Vetter vælger det sidste. Han vidner mod topfolk i Hells Angels og giver politiet oplysninger om 50 navngivne personer.

Kasper Vetters oplysninger har betydet, at en række kriminelle er blevet idømt tilsammen knap 64 års fængsel.

Morten Frich er chef for Berlingske Tidendes gravergruppe, og han har tidligere vundet journalistikkens fornemmeste pris, Cavlingprisen. Bogen 'Kronvidnet' indbragte ham Foreningen for Undersøgende Journalistiks pris i bog-kategorien.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Rasmus Thorsen, der står for projektet hos Cosmo-film.

Comments