Hemmeligt foto skal fælde lokal Black Cobra-boss


Black Cobra Foto: Scanpix

Et mystisk fotografi bliver efter alt at dømme et af de helt centrale beviser i sagen mod det højtplacerede Black Cobra-medlem Oruc Türkoglu, der er tiltalt for at have sendt to drenge ud for at forsøge at dræbe fjender fra Bandidos i februar 2013.
 
Det kom frem ved Retten i Roskilde, da anklager Thomas Hugger fra Midt- og Vestsjællands Politi i dag fremlagde sagen mod den 25-årige, som ifølge politiet er leder af Black Cobra i Køge.

Den 25-årige er tiltalt for at have sendt to drenge i byen for at dræbe 6. februar 2013. Den ene - ham, der affyrede flere skud - var bare formentlig 14 år og under den kriminelle lavalder. Den anden var 15 år og sidder i dag skulder om skulder på anklagebænken med Oruc Türkoglu.

Mens den formodede bandeleder pure nægtede at have givet ordre til et drabsforsøg rettet mod en Bandidos-relateret adresse i Køge, erkendte drengen, at han havde ført knallerten. Han afviste dog, at der var tale om drabsforsøg - og at han havde handlet efter ordre.

Det eneste bevis, som anklager Thomas Hugger kom ind på under sin forelæggelse, og som skal knytte Oruc Türkoglu til skyderiet, var et fotografi, som er omgærdet af megen hemmelighedskræmmeri.
Billedet viser to drenge på en rød scooter - og ved siden af dem en mand, der umiskendeligt lignede den 25-årige bande-figur.

- Hvad foregår der på dette foto, spurgte anklager Thomas Hugger under forelæggelsen, da han viste billedet frem på storskærm.
- Efter vores opfattelse viser det, at han (Oruc Türkoglu, red.) har instrueret dem kort før denne skudepisode og dermed været hjernen, der har stået bag det her. Billedet er taget kl. 12.09 den 6. februar 2013 - altså ca. 40 minutter før skudepisoden. Derfor er det et særdeles relevant billede, sagde Thomas Hugger.

Den 25-åriges forsvarer Kristian Mølgaard talte kort efter dunder mod billedet. Alle oplysninger omkring det er blevet hemmelighedsstemplet af Østre Landsret. End ikke denne sags dommer måtte vide, hvem fotografen var. Den oplysning ville kunne bringe fotografen i fare, og derfor var fotografen anonym, oplyste anklager Thomas Hugger.

- Man viste under forelæggelsen, at dette bilede var optaget kl. 12.09. Ja. Måske. Måske er det ikke. Vi har bedt om at få dette materiale, men må ikke. Billedet er beskåret. Der er tale om en optagelse, hvor man har klippet dette ud og fremlægger det i sagen og siger, at det er fra kl. 12.09. Det er tankevækkende, at vi ikke må få muligheden for at kontrollere disse oplysninger, sagde Kristian Mølgaard.
- Man kunne meget vel forestille sig, at der står flere personer på billedet, som man ville kunne se og genkende og indkalde som vidner.
Retsformand Linda Lauritsen brød ind og fastslog, at fremgangsmåden allerede var sanktioneret af Østre Landsret. Hun var dog enig i, at hemmelighedskræmmeriet kunne have en pris for bevisværdien:
- Der foreligger ingen oplysninger om, at det er taget kl. 12.09. Det er det, anklagemyndigheden siger, men vi kan ikke vide noget om det. Det skal man bare lige holde sig for øje, sagde Linda Lauritsen henvendt til sagens nævninge.

Ifølge anklager Thomas Hugger indgår også telefonaflytninger af et større persongalleri i sagen. De nærmere oplysninger i disse samtaler kom anklageren ikke ind på under forelæggelsen.

Sagen fortsætter i morgen ved Retten i Roskilde, der afvikler retsmøderne i den top-sikrede sal 404 i Glostrup, hvor også blandt andet den store rockersag mod Brian Sandberg kørte.

Ifølge en mentalundersøgelse er den 25-årige sindssyg. Alligevel mener anklagemyndigheden dog, at han er rask nok til at blive idømt en almindelig straf.

Den 25-årige er i øjeblikket varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling, og sagen blev fire timer forsinket i dag, da den 25-årige var blevet indlagt på sygehuset i al hast.

I aftes havde en læge øjensynligt givet ham en anden patients medicin
- I går aftes skulle han have noget medicin, som han får i forbindelse med, at han bliver lagt til at sove. Så har man givet ham en andens medicin, nemlig en meget kraftig dosis. Min klient oplever det ved, at han i løbet af natten bliver transporteret til Holbæk Sygehus, hvor han er blevet overvåget og afgiftet, oplyste forsvarer Kristian Mølgaard før forelæggelsen.
Der ventes dom i næste uge.

Comments