Ulmende konflikt: AK81 overfaldt Satudarah to gange med bil


Politi: AK81 overfaldt Satudarah to gange i går med bil

Flere gange i går gik personer med relation til Hells Angels-støttegruppen AK81 til angreb på mænd med bånd til Satudarah. Ad flere gange forsøgte AK81'ere ifølge politiet at køre deres ofre ned med bil.
 
Det oplyser vagtlederen ved Station Bellahøj til tv2.dk.

Her var en mand med bånd til Satudarah inde på Station Bellahøj for at blive afhørt og sigtet for sammenstødet i Parkens sportsbar Lions and Barrels lørdag aften. Den aften tørnede et stort antal personer fra rockergrupperne Satudarah og Hells Angels' rekrutgruppe AK81 sammen i og uden for Parken. Flere skud blev affyret - flere rockere stukket ned med kniv.

I går fortsatte den ulmende konflikt tilsyneladende.

Den første episode fandt sted kl. 13.30.
Her blev manden med bånd til Satudarah løsladt. Omkring 10 minutter senere forsøgte flere personer, som politiet mener kom fra AK81, at køre ham ned ved 'rampen' til Borups Alle. To mænd blev anholdt og sigtet for forsøg på grov vold.

Ofret søgte igen ly på Station Bellahøj, og da han ville væk fra politistationen, tilkaldte han assistance. Det fik ifølge vagtlederen fire biler med 12 mænd fra Satudarah til at komme til politistationen. I bilerne fandt politiet 'hittevåben'. Hændelsen er noteret som 'uorden' kl. 16.09.
Godt en time senere mener politiet, at der fandt en ny episode sted, der knyttes til de to grupperinger.

Omkring kl. 17.33 vædrede en gruppe, der ligeledes knyttes til AK81, en anden mand med bånd til Satudarah i en Audi A6 Quatro. Politiet betegner påkørslen som forsætlig.
AK81'ernes bil blev senere fundet af Københavns Politi. En ung man er anholdt i sagen. Ifølge vagtlederen ved Station Bellahøj blev han bragt til Nordsjællands Politi.

Nordsjællands Politi fortalte onsdag morgen, at man tirsdag aften havde en mulig forsætlig personpåkørsel på Lyngevej i Ganløse, og hvor Københavns Politi senere fandt både fører og flugtbil.
Vicepolitiinspektør Morten Kaare Pedersen Nordsjællands Politi oplyser, at man i den sag har fået overdraget en 30-årig mand og en Audi.
- Der sker en hel del i bandemiljøet i øjeblikket. Det er vi særligt opmærksomme på. Vi efterforsker for at få afklaret, hvad der er sket ved episoden, og om der er en direkte tilknytning til det konfliktscenarie, vi ser i øjeblikket, siger Morten Kaare Pedersen om episoden.

Det er endnu ikke afklaret, om den 30-årige skal fremstilles i grundlovsforhør. Morten Kaare Pedersen ønsker ikke at be- eller afkræfte, at den 30-årige er tilknyttet Hells Angels.
- Det indgår som en af de ting, vi er ved at afklare, siger Morten Kaare Pedersen.

Ifølge Københavns Politi registrerede man yderligere en episode i aftes, der kan indgå i konfliktbilledet,

Det skete kl. 22.17, da betjente undersøgte en bil, der holdt foran politistationen i Bellahøj. Her sad to mænd, der ifølge politiet var fra AK81, og ventede. De blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og overtrædelse af våbenloven.

Hvorfor de to bevæbnede rockerlærlinge holdt foran politistationen er uklart.
Men Københavns Politi anholdt i sent i går eftermiddag en 19-årig med relation til Satudarah. Han vidst godt, at politiet ledte efter ham, da han havde fået en frist indtil onsdag middag til at melde sig. Ellers ville politiet gå i pressen med hans navn og fotografi for at finde ham.

Den 19-årige blev anholdt ved politistationen i Gladsaxe, hvor han var troppet op med nogle venner.
Han fremstilles i grundlovsforhør senere i dag.

Comments