I det rockermiljø, som det fuldgyldige Hells Angels-medlem Michael Brokside var en del af, stiller folk sig fuldstændig uforstående over for, at han kunne tage den skæbnesvangre beslutning at tage sit eget liv. Fredag morgen blev det mangeårige HA-medlem, der også er far til tre, fundet død i sin celle efter at have hængt sig selv.
Michael Green, der er talsmand for foreningen af tidligere bandemedlemmer, TBM, har kendt Michael Brokside gennem mange år. Han betegner ham som en, der kunne håndtere modgang. Ikke mindst fordi han tidligere har afsonet 16 års fængsel for drabet på Bandidos-rockeren Uffe Larsen.
- Jeg har svært ved at forstå det. Han var typen, der kunne stå imod meget. Selvmordet står i skarp kontrast til alt andet, han har kunnet håndtere som rockermedlem, siger han og fortæller, at mange nuværende og tidligere medlemmer stiller samme spørgsmål.
Michael Brokside var en af 80 mennesker, der torsdag aften blev fremstillet i grundlovsforhør. Baggrunden var den storstilede hash-razzia, som foregik på Christiania og adresser over hele Sjælland, hvor 400 kg hash blev beslaglagt. Herefter blev han overført til en enemands-celle på Politigården. Det var her, at vagterne fredag morgen fandt ham.
Michael Green fortæller, at selvmord ikke er det mest velansete i rockermiljøet. Derfor undrer det ham også, at en mand med så stor en status i klubben skulle have valgt denne løsning.
- Selvmord er et totalt 'no-go' i disse miljøer. fordi det anses som et svaghedstegn. I værste tilfælde kunne han risikere at miste den status, som han har opbygget gennem årene, fordi det først og fremmest er selvmordet man vil huske ham for, siger han.
Comments
Post a Comment