Åbnede ild mod bil i stille boligkvarter: 21-årig dræbt af skud


Lørdag aften klokken 19.01 blev der affyret skud ved Rybjerg Allé og Maj Allé i Herlev på den københavnske vestegn. En 21-årig mand blev ramt af et enkelt skud og kørt på hospitalet af sine kammerater, men allerede ved ankomsten til hospitalet klokken 19.15 blev han er erklæret død.

Klik her og se flere billeder på localeyes.dk

- Hans to kammerater anholder vi på hospitalet, og dem håber vi selvfølgelig vil hjælpe os med at skabe klarhed over, hvad der er sket. Lige nu ved vi ikke meget mere end det, siger efterforskningsleder Carsten Jansson fra Vestegnens Politi.

Den 21-årige har tilknytning til den tidligere indvandrergruppering VHK, kendt som Værebros Hårde Kerne, der holdt til i Værebroparken ved Bagsværd nord for København. I dag er VHK blevet indlemmet i den nye, hollandske rockergruppering Satudarah.

- Han har en perifer tilknytning til VHK, fordi vi har truffet ham i forbindelse med andre fra gruppen, men VHK er i dag overtaget af Satudarah, og her har vi aldrig truffet ham, så tilknytningen er som sagt perifer, siger efterforskningslederen.

Den 21-årige befandt sig i en bil som den ene af i alt tre personer, da skuddene faldt. Han døde af et enkelt skud, men det er endnu uvist, om der blev affyret flere skud på stedet.

Der er indtil videre hverken fundet våben eller projektiler på gerningsstedet, siger efterforskningslederen.
- Vores folk er til stede derude lige nu og leder naturligvis efter det, siger Carsten Jansson.
Har man set eller hørt noget i forbindelse med skyderiet ved 19-tiden i Herlev, bedes man kontakte Vestegnens Politi på 114.

Comments