Der udbrød sent lørdag eftermiddag masseslagsmål i Københavns Lufthavn Kastrup. Det oplyser vidner til bt.dk.
Til BT oplyser vagtchef ved Københavns Politi Mads Firlings, at 25-30 personer var indblandet, og 10 blev anholdt. Ingen kom tilsyneladende alvorligt til skade ved slagsmålet.
Klik her og se mere tv på localeyes.dk
Situationen opstod omkring klokken 17.30 lørdag ved toldslusen i ankomsthallen. Ifølge Mads Firlings var det folk med tilknytning til to forskellige bandegrupperinger, der endte i slåskamp. Årsagen til slagsmålet er foreløbig ukendt.
Hvilke grupperinger der er tale om, ønsker politiet ikke at uddybe. Men ifølge DRs oplysninger er der tale om medlemmer af indvandrerbanden LTF (Loyal to Familia, red.) og den nye dansk-hollandske rockergruppe Satudarah MC.
Ingen af de anholdte havde lyst til at fortælle politiet noget som helst. Og da det var slagsmål mellem de to grupper internt - uden andre skader end buler og sæbeøjne - blev de anholdte løsladt på stedet, da der var kommet ro på situationen.
- Vi vurderede umiddelbart, at det drejede sig om sager om uorden, der altså kun vil kunne udløse bødestraffe. Derfor blev de løsladt, siger Mads Firlings.
- Der var ikke rigtig nogen, der ønskede at fortælle os noget. Opfattelsen fra politiets side er, at det er et tilfældigt opstået slagsmål.
Slagsmålet så ikke umiddelbart ud til at skabe panik blandt de øvrige passagerer i ankomsthallen.
- Nej, det er ikke mit indtryk, siger vagtchefen.
- Der er selvfølgelig ikke nogen, der synes, det er behageligt at være mellem en masse, der begynder at slås, men lufthavnen sendte alt disponibelt mandskab med det samme, og det gjorde vi også. Så det kom relativt hurtigt under kontrol, selvom det sikkert har føltes som lang tid for dem, der stod og så på uden at se noget politi.
Comments
Post a Comment