Exit for kvinder

- Af  Jane Doe


Nu har jeg efterhånden bevæget mig i mange miljøer - skjulte miljøer. Når jeg roder mig ind i disse verdner, møder jeg også andre skjulte verdner - og det er i en af disse, at jeg har stødt på de kvinder, som jeg nu vil fortælle dig om.

Det er kvinder, der ofte er vokset op med svigt og tæv. Mange af dem selvmedicinerer sig selv med coke, hash og sprut - alt efter lejligheden.

De mangler ikke penge. De går i flot tøj og har ofte lige været ved en dyr frisør og har kunstige eyelash og er solbrændte. De rejser udenlands og bor i flotte lejligheder - og sågar store huse. De har børn og ofte intet arbejde, men er hjemmegående. De er kæreste eller gift med en rocker eller bandemedlem.

Det er som regel kvinder, der har haft volden som følgesvend i opvæksten og derfor er vant til at få et par på hovedet - det tager de ikke så tungt.

Nogle af dem finder sig i så meget, at de drukner ydmygelse og sorg i endnu flere stoffer. De lever for deres børn - og bliver i forholdet for at holde facaden og status. For hvis de ikke er kone til X og mor til XX - har de intet tilbage overhovedet.

Mange af dem har været i langvarige forhold og har lært at leve med tæsk og psykopatens lunefulde sind. De ved, de skal se godt ud og kunne tåle et hårdt klap i røven. De er vant til det. Deres børn går i flot tøj og har det nyeste elektronik og dims. De lider ingen materielle afsavn. Men de lider - lider sammen med Deres mor. For det er ikke sjovt, når mor får tæsk så blodet løber og knoglerne brækker - og når mor bliver kaldt luder. Det er heller ikke sjovt, når mor ryster af skræk og ikke tør ringe efter hjælp. Eller når mor drikker sig i sofaen på sprut og piller og er helt væk. Når slikken flyder, og fjernsynet kører - når livet i huset bliver til en gyser.

Når de her kvinder får nok, og beslutter sig for at redde sig selv og deres børn, er de i reel fare. De er truet på livet og frygter at ende i en kørestol. De har allerede mærket smerten fra tæskene - og ved at det er alvor.

De få af dem, der vover livet og opsøger hjælp, får desværre ingen. De her kvinder har ingen steder at gå hen. De er fanget i et trusselsbillede, der er så alvorligt, at de må gå under jorden og være på flugt.
Hos politiet vil man gerne have disse kvinders oplysninger og insider viden, hvorfor man lokker dem til med løfter om tryghed og beskyttelse ved at sige: Hvis du giver os noget, vi kan bruge, så giver vi dig et nyt cpr.nr og et nyt navn til både dig og dit barn/børn. Hvis hun vælger at give dem, det de vil have, da trækkers aftalen tilbage med et tomt løfte - du kan få en overfaldsalarm, men mere kan du ikke få af hjælp af politiet.

Ved kommunen er det endnu værre - her er der absolut heller ingen hjælp at hente. På landets krisecentre vil de heller ikke huse disse kvinder, da der er for stor fare forbundet med at have dem indlogeret.

Tilbage står de total ensomme - uden hjælp med alvorlige trusler på livet - fra mænd, der slår mennesker til lirekassemænd som erhverv.

For dem er broderskabet og klubben højre sat end børn og kvindes liv, der er for meget på spil, hvis de sladrer. Jeg tænker tit på de børn og kvinder, der er fanget i hele det her miljø.  De sociale myndigheder holder sig langt væk - og børnene lider, men ved at ingen tør hjælpe dem.

De her kvinder er måske en del af den statistik af myrdede kvinder, som ingen har kendskab til - de her sager kommer nemlig ikke i medierne. Eller også fremstår de som jalousidrab eller selvmord. Det er min frygt.

Nogle af dem bliver alvorligt syge og får psykiatriske diagnoser. Hele Deres opvækst - og liv - bliver en opfyldende profeti - det eneste de søgte var den ubekymrede lykke, hvor materielle goder og bekræftelsen, maskuliniteten og beskyttelsen - paradoksalt nok ender med at tage livet af dem - og ikke mindst knuse deres børn, der selvsagt også ender med at få problemer langt ind i livet - og som voksne.

Set i lyset af det stigende antal bander, rockergrupperinger mv, da må det jo være selvklart, at mange flere kvinder og børn kommer i knibe - hvornår mon nogle får øjnene op for dem?
Hvem mon tør at beskytte dem?

Indtil videre ser det sort ud - TBM, foreningen for tidligere bandemedlemmer, og andre enkelte ildsjæle på gadeplan med viden om Exit fra rocker- bandemiljøet har hjulpet nogle enkelte, men mange af dem sidder i dette minut i et slavelignende forhold, hvor de er fanget, tæsket og truet.
De her kvinder og børn er nok de mest udsatte overhovedet, da alle er bange for at hjælpe dem.
Ville du turde hjælpe en sådan kvinde på flugt?

Jeg betragter normalt mig selv som modig, men her kommer jeg selv i en voldsom knibe - for angsten for volden er altoverskyggende - og reel.