Drabs-dømte Jønke: Vi er selv chokerede over, hvor lidt kriminalitet vi begår

Hells Angels som organisationen er ikke kriminel, siger Jørn »Jønke« Nielsen, der selv har lavet statistik på omfanget af medlemmernes kriminalitet. Fredag på Folkemødet stod han for førte gang siden 1995 ansigt til ansigt med en dansk politiker.

For første gang siden 1995 var Jørn »Jønke« Nielsen i debat med en politiker. Manden der turde sige den dømte morder imod - og på den måde også var med til at give rockeren mere opmærksomhed - var Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup. Fredag mødtes de to i en debat arrangeret af Ekstra Bladet om rockernes plads i samfundet.

En plads i samfundet har rockerne. Og organisationen Hells Angels er ikke kriminel, mener »Jønke«.
- Vi er jo nogle rødder. Og der er nogen, der begår kriminalitet. Men størstedelen af vores medlemmer har et almindeligt arbejde, så jeg vil ikke hænges ud for at nogen laver narkohandel i den ene ende af landet. Det har ikke noget med mig at gøre, siger Jørn 'Jønke' Nielsen.

Han mener ikke, at Hells Angels som organisation kan hænges ud for kriminalitet begået af enkelte medlemmer. Som ifølge Hells Angels egen statistik er »helt ned i promillerne«.

Men den udlægning er Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup ikke enig i. Ifølge rigspolitiet udspringer op imod 70 procent af al alvorlig kriminalitet i Danmark fra banderne og rocker-grupperne. Og netop derfor stillede han op i debatten med Jørn »Jønke« Nielsen.

- 'Jønke' får taletid uanset hvad. Han er i Aftenshowet. Han er med i bogudgivelser og holder foredrag. Og vil ingen andre modsige ham, så vil jeg altså tillade mig at gøre det. Og jeg bliver ved, sige Peter Skaarup.

Både Socialdemokraterne og SF kritiserer Peter Skarup for at deltage i debatten med Jønke, som de mener er med til at legitimere rockere. men det er han helt uenig i.
- Folk som 'Jønke' bliver hyldet i vores samfund. Vi skal hylde de politifolk, der får fat på 'Jønke' og andre kriminelle i stedet, siger Peter Skaarup.

Og 'Jønke' selv roste Peter Skaarup for at stille op.
- Det er modigt af Peter, når man tænker på det hylekor der har været af andre politikere. Og jeg synes de er nogle hyklere, der har så travlt med at vi har ytringsfrihed, men de knægter både min og Peters, siger Jørn 'Jønke' Nielsen.

Debatten mellem de to fandt sted på Folkemødet på Bornholm og krævede politiopbud, i modsætning til størstedelen af de flere tusind arrangementer og debatter der foregår på øen i disse dage.

Er det i orden at stille op til debat med rockernes talsmand? Eller skulle Peter Skaarup have ladet være? Deltag i debatten.

Comments