Politiet overvåger næsten 1.800 personer på nettet


Rockere og potentielle narkosmuglere bliver oftere og oftere kigget over skulderen, når de bevæger sig rundt på internettet.

På fem år er antallet af danskere, der har fået deres nettrafik overvåget af politiet, mere end trettendoblet fra 134 personer i 2008 til 1.769 i 2013, viser en ny opgørelse fra Rigspolitiet.
Det skriver metroxpress.
Det kræver en dommerkendelse og en mistanke om grov kriminalitet, hvis teleselskaberne skal udlevere oplysninger om folks færden på nettet.
Ifølge Rigspolitiet skyldes stigningen primært, at kriminelle er begyndt at bruge smartphones.
»Vi bruger naturligvis de efterforskningsmuligheder, vi har. I takt med at de kriminelle i højere og højere grad bruger internettet eller forsøger at skjule sig bag anonyme mobiltelefoner, skal vi selvfølgelig følge med, hvis vi skal kunne afsløre dem«, skriver kommunikationsrådgiver Thomas Kristensen til metroxpress.

Samråd om regler

Teleselskaber skal ifølge et EU-direktiv logge alle danskeres nettrafik i et år. De regler er dog blevet underkendt af EU-Domstolen, og mandag skal justitsminister Karen Hækkerup (S) i samråd om sagen.
Reglerne er blevet mødt af store protester fra alt fra Amnesty International til Dansk Industri.
»Politiet skal selvfølgelig jage kriminelle. Men det, vi vender os mod, er den masseovervågning og registrering af helt almindelige danskere, for hvad de laver på internettet, siger Jakob Willer«, der er direktør for Teleindustrien, til metroxpress.
Han får opbakning fra Enhedslistens Pernille Skipper:
»Den massive overvågning har ikke kun har til formål at forhindre terror. Man bruger det også i videre omfang, og det stiller nogle grundlæggende spørgsmål til, hvilket samfund vi gerne vil leve i«. 

Comments