Slut med tyske rockere på danske rygmærker

Tyske myndigheder gider ikke mere kispus med rockere - forbyder rygmærker og rockersymboler 

 1. juli er det slut med Hells Angels rygmærker i den tyske hovedstad. Her træder et forbud mod HA symboler i kraft i delstaten Berlin.

Forbuddet gælder både rygmærker, trøjer og smykker med HA-symboler og ikke mindst skilte med det vingede kranie og rockerklubbens karakteristiske navnetræk.

Overtrædes forbuddet kan de nævnte genstande konfiskeres, ligesom der kan straffes med bøder. Ved gentagen overtrædelse kan der straffes med fængsel.
Det skriver en række tyske medier.

Tidligere har anklagemyndigheder i en række tyske delstater fået ulovliggjort flere lokale HA'afdelinger, idet de lokale domstole gav myndighederne medhold i, at af de nu forbudte afdelinger var at betragte som 'kriminelle foreninger'.

Men det juridiske spil er kompliceret, og ved hvert forbud skal det vurderes, om den enkelte afdeling er at betragte som en kriminel sammenslutning.

HA-afdelinger forbudt i Berlin
I de senere år er blandt andet to afdelinger i Berlin gjort ulovlige. Efterfølgende har flere af rockerne fra de forbudte afdelinger leget kispus med myndighederne og istedet båret rygmærker, der viste at de eksempelvis var tilknyttet Hells Angels i Danmark.

Men med det generelle forbud mod HA-symboler har myndighederne i Berlin nu sat en stopper for den fidus.

Avisen Berliner Morgenpost beskriver, hvordan en dom ved den højeste retsinstans i delstaten Hamburg, Hanseatischen Oberlandesgericht, danner juridisk grundlag for delstatens Berlins forbud mod HA-symbolerne.

Delstaten Hamburg var den første delstat, der kriminaliserede en HA-afdeling. Det skete i 1983. Hells Angels-afdelingen i Hamburg var iøvrigt den første tyske HA-afdeling grundlagt i 1973, og samme afdeling, der i 1982 godkendte danske rockeres anmodning om optagelse i Hells Angels.

HA og dens medlemmer fortsatte dog deres aktiviteter i den nordtyske havneby. særligt i byens store Red Light område, Sct. Pauli, hvor rød/hvide mærkater opsat rundt om i bydelen med blandt andet påskriften 'support your big red machine' diskret tilkendegav tilknytning til Hells Angels.

Samtidig var myndighederne overbevist om, at en række af klubbens medlemmer var aktive i organiseret kriminalitet. Blandt andet bordeldrift og narko. Ligesom HA-tilknyttede figurer er mistænkt og dømt ved sager om grov vold og drab, der relaterer til organiseret kriminalitet i byen.

Avisen Hamburger Morgenpost beskrev i marts 2012, hvordan en ny HA-afdeling der kunne knyttes til havnebyen, havde kørt i årevis. Men i stedet for at bære bynavnet Hamburg på vesten kaldte afdelingen sig i stedet for Harbour City, skriver Hamburger Morgenpost. Samtidig var afdelingen officielt registreret i byen Schwerin.

Rygmærkeforbud i Hamburg
Samme år bestemte en dommer ved byretten i Hamburg, at HA-symboler - fraset bynavnet 'Hamburg', da det tilkendegav tilknytning til den i 1983 ulovligjgorte afdeling - igen kunne bære offentligt.

Det var den beslutning delstatens højeste retsinstans omgjorde 7. april i år med et generelt forbud mod Hells Angels-symboler og navnetræk. Og som nu bruges som juridisk grundlag for samme forbud i delstaten Berlin.

En af berliner-rockerne har smykket sig med et 'dansk' rygmærke - den 30-årige Kadir Padir. Tidligere var Padir, der har tyrkiske rødder, medlem af Bandidos.

Men i februar 2012 skiftede han og hele hans afdeling samlet til Hells Angels. Ifølge tyske medier var der tale om godt 70 personer.

Kadir Padir, der af politiet i Berlin omtales som 'Kadir Capone', efter den legendariske mafiaboss, er tæt knyttet til HA-rockere i Danmark. Ifølge kilder med indsigt i miljøet gælder det især folk med tilknytning til HA's Amager-afdeling. Blandt andet afdøde Michael Brokside og Sven ' Svin' Holst.

Flere gange har Kadir Padir og hans folk besøgt Danmark. Blandt andet da der i 2011 ved retten i Glostrup blev afsagt dom i den store rockersag.

I maj 2012 forsøgte myndighederne at få gjort Kadir Padirs HA-afdeling - kaldet Berlin City - ulovlig. Men rockerbossen fik færten af myndighedernes planer og lukkede selv afdelingen.

Da politiet rykkede ud for forbindelse med den forestående ulovliggørelse for at gennemføre en razzia hos HA-afdelingen, fandt de klubhuset næsten gabende tomt.

Mistænkt i drabssag
Padir er pt varetægtsfængslet i en drabssag, og i forbindelse med efterforskningen af drabssagen forsøges det igen undersøgt om Kadir Padir i 2012 var blevet advaret om razziaen.'

Dengang blev en betjent suspenderet og mistænkt for at have videregivet fortrolige politioplysninger til Padir - ligesom det også blev undersøgt om en journalist fra Berliner Morgenpost kunne have fået de fortrolige oplysninger om den forstående razzia fra en politikilde og derefter videregivet den til Padir. Eller til figurer i kredsen omkring Padir.

Myndighedernes interne undersøgelser beskrives af tyske medier som særdeles omfangsrige, men har været resultatløse.

I hvertfald indtil nu, hvor Kadir Padirs tidligere højre hånd valgt at lægge kortene på bordet og er blevet politiets kronvidne i blandt andet den omtalte drabs-sag.

Den 27-årige eks-rocker omtales af tyske medier som Kazzra Z. kaldet 'Perseren'. Gennem de seneste måneder har han afgivet vidneforklaring ved andre retssager, hvor HA'ere har været tiltalt rundt om i Tyskland. Hver gang under et massivt sikkerhedsopbud.
 
Skudddræbt i spilleklub
Drabet, som Padir Kadir mistænkes for at have beordret, skete i en spillehal i Berlinerbydelen Reinckendorf kl. 22.45 10. januar i år.

Mens offeret, 26-årige Tahir Øzbek, flankeret af to venner sad ved en spillemaskine, trængte en gruppe på 13 mænd - alle med hætterne trukket godt op over hovedet - ind og løb hen til offeret, der blev likvideret på klos hold.

Lokale medier i Berlin beskriver, hvordan offeret langt fra var en engel.

Ifølge avisen Bild var han iført skudsikker vest og var desuden selv bevæbnet med skydevåben, da han blev dræbt.

Berliner Zeitung beskriver, hvordan den 26-årige var særdeles godt kendt af politiet for lignende vold.
Og motivet til drabet menes at være en voldsepisode, der udspandt sig om aftenen 13. oktober i fjor. Her kom det til vold ved indgangen til diskoteket Traffic, der ligger ved Alexanderplatz.

Her blev to dørmænd brutalt knivstukket, mens en tredje fik kraniebrud efter kølleslag. Den angribende flok inkluderede angiveligt den nu skuddræbte Tahir Özbek.

Til gengæld tilhørte dørmændene kredsen omkring de lokale HA’ere, og den ene dørmand er, ifølge tyske medier, personligt venner med Kadir Padir.

Flere rygmærkeforbud på vej
Efter den retslige kendelse i Hamburg vil myndighederne se nærmere på, om også andre rockerklubbers rygmærker og symboler kan ulovliggøres. Og det gerne på forbundsnivau i hele Tyskland:

- Vi ser gerne, at forbuddet også kommer til at gælde for andre kriminelle rockergrupper som Bandidos, Gremium MC, Ooutlaws, Satudarah og de nævnte klubbers støtteklubber, siger André Schulz, formand for Bundes Deutscher Kriminalbeamter, der er kriminalpolitifolkenes fagforbund.

Comments