En ung, pumpet rocker står som forstenet. Kæresten forsøger at trøste ham, men forgæves. Han begraver det glatbarberede hoved i sine hænder og græder. Den 42-årige Bandidos-toprocker Poul Joachim Hansens hvide kiste er netop sænket i jorden i Græsted Kirke, hvor Bandidos' såkaldte 'finansminister' blev lagt til hvile lørdag formiddag.
Klokken 11 ringede klokkerne for sidste gang for rockeren med øgenavnet 'Big Mac'. Men han er bestemt ikke glemt - og det er de to unge mænd på 23 og 19 år, som forårsagede Big Mac's død under et værtshusslagsmål på Van Helsinge i byen Helsinge den 29. juni heller ikke. Det er den unge, grædende rocker et levende bevis på. Og ikke kun med sin følsomme afsked.
LÆS OGSÅ: Ups: Graverende fejl på 'Big Mac's gravsten
- Hate keeps our minds strong. God forgives Bandidos don't, står der på bagsiden af hans hvide t-shirt: 'Had styrker vores sind. Gud tilgiver, Bandidos gør ikke.'
Herunder er Big Mac's fødselsdato og dødsdag påtrykt. Flere andre af de unge rockere bar samme t-shirt. Signalet er ikke til at tage fejl af. De to unge mænd, som tildelte Big Mac de dræbende slag, er kommet på Bandidos' sorte liste. De er begge sigtet for drabet på Big Mac, som fik hjertestop efter slagsmålet og ikke stod til at redde.
Den 19-årige blev sat på fri fod af Nordsjællands Politi i fredags, mens hans storebror på 23 stadig er i politiets varetægt.
- Den ene er varetægtsfængslet med den sikkerhed, der følger med, når man er det. Den anden er på fri fod igen, men der er taget de fornødne forholdsregler, siger politikommissær ved Nordsjællands Politi, Henning Svendsen til bt.dk.
Så de skal ikke føle sig truet?
- Det kan jeg ikke sige. Det kan godt være, at han (den varetægtsfængslede, red.) ikke skal gå morgentur lige de første par dage, men der er gjort det, som vi kan gøre, siger Henning Svendsen.
Klik her og se mere tv og flere billeder på localeyes.
Mellem 500 og 600 mødt op for at sige et sidste farvel til Big Mac. Rygmærkerne var i klart flertal. Der var Bandidos-rockere fra hele Danmark og repræsentanter fra både Sverige, Norge, Finland, Frankrig og Spanien. Flere medlemmer af Hells Angels var mødt frem. Bandidos' Europa-præident Michael Rosenvold, også kendt som 'Kokken' og Gucci-rockeren Brian Sandberg var selvfølgelig også på plads.
LÆS OGSÅ: Ups: Graverende fejl på 'Big Mac's gravsten
Der var slet ikke plads til dem alle i den lille Græsted Kirke, hvor familien sad på de forreste rækker og Big Mac's 'brødre' fyldte op. Flere hundrede stod udenfor kirken. Her kunne de høre Big Mac's datter bryde sammen i gråd over faderens kiste.
- Min klippe, hulkede hun.
Da kisten blev båret ud af kirken måtte moderen trøste hende, mens hun holdt lillebroren i sine armene. Han virkede noget betuttet over situationen og den store opmærksomhed.
Tidligt på morgenen mødtes hundredvis af rockere foran Bandidos klubhus i Hillerød, hvor de i samlet flok kørte til Græsted klokken lidt i halv 10. Forrest kørte rustvognen med afdøde, efterfulgt af to hvide limousiner med Big Mac's nærmeste.
Da kortegen ankom til Græsted Kirke klokken 9.40 overdøvede larmen fra de omkring 200 motorcykler fuldstændig kirkeklokkerne. Mange Græsted-borgere var stimlet sammen udenfor kirken, og vejene omkring den blev fyldt op med motorcykler.
Bandidos-rockerne stod og snakkede over adskillige smøger og øl. Stemningen i det solbeskinnede Græsted var afslappet. Men bag facaden lurede alvoren. Stilheden var så larmende som flere hundrede store motorcykler, da Big Mac's kiste blev båret ud, og flere af de granvoksne medlemmer kæmpede med tårerne, da de hældte jord på den.
Den unge Bandidos-rocker med den hvide t-shirt så på fra 10 meters afstand. Efter at have kommet sig lidt knyttede han næven. Derefter forlod han gravpladsen. Big Mac er ikke glemt. Det er hans drabsmænd så sandelig heller ikke.
Comments
Post a Comment