Efter 13 år i et industrikvarter på Bryggervej i Risskov flytter Hells Angels i Aarhus nu til en ny base. De cirka 20 medlemmer af rockergruppens Aarhus-afdeling bliver ganske givet ikke mødt med rød løber og flagallé, når de en gang efter 1. oktober slår rødder et nyt sted i eller omkring den jyske hovedstad.
Det er velsagtens også netop derfor, at Hells Angels går meget stille med dørene på tærsklen til en snarlig flytning. Det antyder den kendte HA-talsmand Jørn 'Jønke' Nielsen i hvert fald over for Ekstra Bladet:
- Vores venner i Aarhus ønsker ikke at udtale sig om det, siger han og fortsætter:
- Hvis de er åbne om, hvor deres nye adresse bliver, risikerer de jo nok, at nogen vil forhindre dem i at udføre deres planer, og de er heller ikke interesserede i utidig indblanding fra offentlige myndigheder, tilføjer 54-årige Jønke.
Se også: HA-rocker dømt for grov fængsels-vold
Ekstra Bladet ønskede i første omgang at få en kommentar fra en af Aarhus-rockerne, men ifølge Jønke ønsker ingen af dem at udtale sig om, hvor deres nye tilholdssted skal være eller om de allerede har indgået en leje- eller købsaftale.
- Er det, fordi de bliver husvilde fra på onsdag, at de er så hemmelighedsfulde?
- Nej, det er slet ikke mit indtryk, de ønsker bare ikke, at det skal blæses unødigt op, siger Jønke.
Brændte møbler af
Aarhus-HA´erne flyttede til rockerborgen på Bryggervej i sommeren 2001 efter at have haft base mere centralt i Aarhus på Fuglesangs Allé.
Årsagen til den kommende flytning er, at Aarhus Kommune vil skabe et nyt bolig- og butikskvarter i området nord for Aarhus centrum. Hells Angels solgte klubhuset i juni i år, fordi de ellers ville være blevet eksproprieret.
Torsdag aften fik rockerne besøg af politi og brandvæsen efter en anmeldelse om brand. Det viste sig dog, at den kraftige røg fra rockerborgen ikke stammede fra en brand, men fra et bål bestående af affald og inventar.
Se også: Politiet fandt narko og våben i rockerborg
- Det er ulovligt at foretage den slags afbrændinger på privat grund, så vi bad dem om at slukke bålet, og så kørte vi igen, siger politikommissær Thomas Hinge, Østjyllands Politi.
Aarhus-afdelingen af Hells Angels har ikke kun i dette tilfælde, men også mere generelt gået stille med dørene de seneste år. Efter at den tidligere Aarhus-præsident, Jimmy Nissen, og ni andre fra den gamle Aarhus-gruppe på cirka 20 mand for seks år siden blev suspenderet, fordi de ifølge HA-topledelsen var for blødsødne over for indvandrerbander, har gruppen levet i relativ ubemærkethed. Det er sket til trods for, at en hård kerne af udenbys HA´ere med lange straffe for drab og dødelig vold tog over efter Nissen og størsteparten af gamle garde.
Comments
Post a Comment