Kvinde bagbundet: Sigtede rockere sendte luftkys i retten


To fuldgyldige medlemmer af Hells' Angels og et prospect, som tirsdag morgen blev anholdt og sigtet for et groft røveriforsøg mod et vekselerbureau, har fået opretholdt anholdelsen i tre gange 24 timer.

Det oplyser anklager ved Københavns Politi Jakob Buch-Jepsen til Ekstra Bladet.
Han vil ikke svare på, om han er utilfreds med, at de tre mænd, som ifølge sigtelsen bagbandt en ekspedient og forsøgte at frarøve hendes arbejdsplads flere millioner kroner, ikke blev varetægtsfængslet.
- Dommeren har fundet grundlag for at opretholde anholdelsen, og inden udløbet af den frist vil der blive taget stilling til, om de skal genfremstilles, siger Jakob Buch-Jepsen.

Nægter sig skyldigeDe tre formodede gerningsmænd, som er henholdsvis to gange 32 år og 44 år gamle, er alle beskyttet af et navneforbud, ligesom anklageren fik medhold i sin begæring om dørlukning.

Før tilhørere og pressen blev sendt udenfor døren, nåede de tre dog samstemmende at nægte sig skyldige i sigtelsen.

Ifølge sigtelsen gjorde de tre sig 17. juli skyldige i røveriforsøg i vekselbureauet Merex på Vester Farimagsgade efter først på brutal vis at have uskadeliggjort en kvindelig ekspedient.

Da hun klokken 8.30 mødte på arbejde, var en af de tre nu varetægtsfængslede trængt ind i butikken, hvor han overmandede hende. Kvinden blev bagbundet og fik tape for munden.

Røveriet blev forpurret af en af den forsvarsløse kvindes kolleger, som tilfældigvis mødte på arbejde midt i ubehagelighederne.

'Da denne tilkaldte politiet, stak gerningsmændene af', skrev politiet i en pressemeddelelse forud for grundlovsforhøret, som Ekstra Bladet på grund af dørlukningen er afskåret fra at referere detaljeret fra.

Kollegaens pludselige forstyrrelse forhindrede røverne i at stikke af med et betydeligt beløb bestående af både udenlandsk valuta og danske kroner, som omregnet til danske kroner lyder på i alt 2.362.292 kroner.

Sendte luftkys til kæresterneFørst tirsdag morgen lykkedes det politiet at pågribe de tre formodede gerningsmænd, som blev anholdt i en planlagt anholdelses- og ransagningsaktion mod seks adresser i København.

De virkede ikke synderligt brødebetyngede eller påvirkede af situationen, da de en for en blev ført ind i dommervagten ved middagstid onsdag.

Den 44-årige Hells' Angels-rocker, som trækker en stribe af domme for grov kriminalitet, som ligner den igangværende straffesag, efter sig, havde mest travlt med at hilse på sin kæreste og gruppen af venner, der var mødt op for at bakke op.
- Hej skat! Hva' så, bror?, lød det, før den udpræget tatoverede mand sendte både højlydte luftkys og blink til sin lyshårede kæreste.

Hun sad ved siden af hans medsigtede HA-'bror's kæreste, som også modtog gentagne luftkys fra sin private rocker.

Anklageren måtte flere gange irettesætte især de to fuldgyldige HA'ere med ordre om 'ingen kontakt' med tilhørerne eller hinanden.

Rocker mangler tøjDet afholdt dog langt fra d'herrer fra uafbrudt at vende sig om og snakke med kæresterne.
- Skat, jeg har slet ikke noget tøj med - kun træningssættet, beklagede den 44-årige rocker sig blandt andet.

Jakob Buch-Jepsen forsøgte en enkelt gang at stille sig i vejen for den ene HA'er, hvilket afbrød ham midt i bestillingen af et par cowboybukser hos kæresten.
- Tillykke med det, udbrød den 44-årige sigtede, mens han sendte anklageren et udfordrende blik.
Hverken han eller den 32-årige HA'er tog de gentagne advarsler fra anklageren mere højtideligt, end at de som et par uvorne skoledrenge på et tidspunkt i kor forurettet råbte 'Vi snakker jo ikke', før de fortsatte med de højlydte luftkys, dertilhørende blink og mimen mod tilhørerrækkerne.

Husk besøgstidFør presse og tilhørere blev smidt på porten, nåede den 32-årige HA'er da også at minde sin kæreste om at bestille besøgstid.

Navneforbuddet forhindrer Ekstra Bladet i at nævne de sigtedes navne eller andre detaljer, som kan afsløre deres identitet.

Anklageren protesterede forgæves mod navneforbuddet, som hans kollega tidligere på dagen havde nedlagt påstand om. Det fik to af forsvarsadvokaterne til at beskylde ham for at løbe Ekstra Bladets ærinde.

Det fik Jakob Buch-Jepsen til at kræve handling fra retsformanden, hvorefter forsvarerne halvkvalt forsøgte at trække beskyldningen tilbage.
Dommeren valgte dog at opretholde navneforbud og lukke dørene.

Comments