FEM ANHOLDT EFTER RAZZIA I ROCKERMILJØ
Torsdag 18-09-14 kl. 12.47 - af Lars Feldthaus
Razziaen skete i morges i Vejle. En af de anholdte er fuldgyldigt medlem af Hells Angels.
De anholdte er fire mænd på henholdsvis 59, 46, 42 og 28 år. Derudover anholdt politiet en 43-årig kvinde.
De anholdte fremstilles i morgen i et grundlovsforhør i retten i Kolding.
Politiet vil ikke ud med flere oplysninger nu på grund af efterforskningen.
Bag morgenens aktion står Task Force Vest, som efterforsker rocker - og bandekriminalitet. Derudover tager afdelingen sig af organiseret indbrudskriminalitet, hælerier og hjemmerøverier.
Task Force Vest har hovedsæde i Horsens.
Comments
Post a Comment